Prey – Anmeldelse

(Ikke helt) alene i rummet

Bethesda er nok en gang tilbage for at forføre os med endnu en af de fortryllende åbne verdener. Denne gang tager vi dog hverken til en radioaktiv postapokalyptisk fremtid eller til sagnlandet Tamriel, men derimod med Prey og Arkane Studios til den grandiøse rumstation Talos 1, som nu er plaget af de onde og mystiske Typhon-rumvæsener. Uden nogen hukommelse om hvem man er, eller hvor man er, drager spilleren ud som Morgan Yu i den kolde men absolut ikke forladte rumstation for at svare på spørgsmålet: Hvem er jeg? Eller snarere, hvem er de?
Prey er endnu et spil i rækken af den efterhånden store liste af sci-fi adventure shooter-spil. Tankerne henledes på spil som Arkane Studios’ egne Dishonored spil, for ikke at nævne Deus Ex-serien. Der er blevet trukket heftige inspirationer fra horror-genren, i det vi begiver os ud for at udforske endnu en af de åbne verdener fyldt med hemmeligheder og uvisheder

Atmosfæren og stemningen i Prey er kold, ensom og hjælpeløs. Prey leverer en intens oplevelse, som kan være hårrejsende stille eller hæsblæsende rædselsfuld, når man tager kampen op imod Typhon væsenerne i alle deres afskygninger. Mystikken vil få spilleren til undersøge hvert et hjørne af Talos 1, og samtidig kan man alligevel ikke lade være med at knuge sin controller, når man med minimal ammunition og fortrøstning fortsætter videre til den næste afdeling. Det er ganske enkelt en fornøjelse at udforske verdenen omkring sig.

Æstetikken og lydsiden er intet mindre end fuldstændig betagende. Talos 1 kombinerer nærmest kættersk det storslåede med det horrible, og rummene fortæller nådesløse og visuelle historier. Sjældent har stilhed været så foruroligende og sjældent har de gennemborende diskantlydbælter fået os til pumpe med adrenalin og stille spørgsmålet: Er jeg alene?

Historien på Talos 1 er mystisk og gribende. Hukommelsestabspræmisset er et efterhånden ofte brugt værktøj fra skribenternes side, men Prey formår at bruge det tilfredsstillende til konstant at stille spørgsmål igennem oplevelserne på rumstationen. Der er ikke øjeblik, hvor man ikke søger svar, og disse bliver akkompagneret af endnu flere spørgsmål, som giver Prey en konstant følelse af undren.

Progressionen i spillet er godt balanceret. Skilltree-systemet i Prey er et overflødighedshorn af interessante evner, som kan virke urimelig svære at vælge imellem med sine hårdt optjente Neuromods. Samtidig skal der træffes en beslutning, for Typhon væsenerne synes at komme i mange former og størrelser, den ene mere frygtindgydende end den anden. Den næste kamp er altid sværere end den sidste, og hver eneste af dem udtømmer spillerens ellers sparsomme ressourcer.

Gysene er ikke det store at råbe hurra for. Prey er en mester til at skabe en intens og håbløs atmosfære, som virker fantastisk og er konstant presserende, men hvis man er ude efter decideret gys, er der desværre ikke meget mere end glorificeret gemmeleg og tamme jumpscares at komme efter i Prey. Selvom de første par timer kan sende hvirvler af spænding gennem spilleren, må det simpelthen siges, at det hurtigt bliver forudsigeligt.

Man kan komme til at sidde fast på grund af dårlige forklaringer. Talos 1 sluger spilleren ind og tvinger dem til at gå på opdagelse, men den åbne natur og utallet af muligheder i spillet, kan virke overvældende, og det er til tider forvirrende, i hvilken retning man bør fortsætte sin rejse.

Historiefortællingen halter en smule. Når Prey bruger sin visuelle fortællestil fungerer det så afgjort dragende, men knap så dragende er det dog at læse email på email, som til tider bliver afbrudt af en lydfil eller to. Der er gemte guldkorn hist og pist, men i sin søgen efter næste kodeord, nøglekort eller ledetråd bliver man alt for tit fanget af ligegyldige email korrespondancer og post-it notes. Selvom Preys karaktergalleri ikke nødvendigvis er dårligt, er der heller ingen mindeværdige karakterer. Den mest interessante karakter er i virkeligheden den forladte rumstation i sig selv.

Shooterdelen byder ikke på meget nyt. Der er ikke nødvendigvis noget meget dårligt at pege på, men shooter-elementerne er uden dybde og føles til tider klodset. Nærkamp føles tomt, og der er kun minimalt mere at komme efter med skydevåbnene. Preys force ligger i spillerens frie tilgang til spillet, så det er ikke denne gang, vi klapper over at få vores fjender til at æde bly.

En forladt rumstation du bør besøge

Det bedste ved Prey er Talos 1. Arkane Studios har formået at skabe en gribende og gådefuld rumstation, hvor valgene og udforskning står som de to allerstærkeste elementer. Prey leverer et intenst sci-fi adventure, som fans af Dishonored, Deus Ex og Bioshock-spillene absolut bør give sig i kast med, men hvis man derimod søger et foruroligende horror spil eller en taktisk og dyb shooter, så er der ikke så meget at komme efter. Prey er underholdende fra ende til anden, og man kan ikke andet end at være imponeret af den intense og stemningsfulde mastodont der udgør Talos 1, selvom den til tider kan blive lidt repetitiv. Uanset hvad er der dog ingen tvivl om, at Prey er besøget værd.