Little Nightmares – Anmeldelse

Velkommen i klubben

To af de absolut bedste spil fra sidste år havde meget tilfælles – simpel platforming, en uigennemtrængelig atmosfære og et fuldstændigt fravær af dialog gjorde både svenske Unravel og danske INSIDE til fantastiske og medrivende oplevelser, som skal spilles. Nu slutter endnu et spil efter samme koncept sig til flokken, og det er minsandten også fra Skandinavien. Med Little Nightmares, der er et barnligt, forskruet og frem for alt mørkt platformkabinet, forsøger Tarsier Studios at få foden indenfor i en klub med hæderkronede medlemmer. Og lad det være sagt med det samme – hvis du kunne lide Unravel og INSIDE, er der absolut ingen tvivl om, at du vil forelske dig i Little Nightmares.

En atmosfære der løber klamt ned af ryggen. Little Nightmares er uhyret under sengen, lyden fra kælderen, og alt, hvad et barnligt sind kan fremtvinge af mareridtsvækkende skikkelser. Som den tommelfingerstore tavse hovedperson drager man igennem et univers der gradvist forandrer sig og udforsker flere forskellige miljøer, uden at atmosfæren nogensinde bliver revet itu. Det føles som en forskruet børnebog i spilform, hvor en fantastisk lydside ovenikøbet også får selv den mindste fare til at buldre højt i de mørke gange.

Det er fantastisk at være lille.  Når hovedpersonen er på størrelse med en tommelfinger bliver borde til enorme forhindringer, ledninger til lianer og stablede tallerkener til enorme stiger mod loftet. Det er intet mindre end et eventyr at bevæge sig rundt i de kæmpemæssige stuer og gangem, for intet er efterladt til tilfældighederne. Begiver man sig hen over tangenterne på et klaver, spiller klaveret på hvert eneste lille skridt, og det er sådanne ting der gør, at man aldrig rigtig har lyst til at forlade verdenen – på trods af, at den gør sig ypperste for at gøre det af med dig. Little Nightmares er hverken banebrydende på sit koncept eller sit gameplay – men Tarsier Studios har formået at skabe et univers, hvor selv de mest simple opgaver er spændende.

Intenst fra start til slut. Der er nærmest ikke et øjeblik i Little Nightmares, hvor man ikke føler sig truet eller i overhængende livsfare. Man piler rundt i skyggerne, fra den ene uhyrlighed til den anden og man er konstant i fare for at blive dræbt, spist, druknet eller på anden måde blive sendt tilbage til sidste checkpoint. Dertil er der også en god portion lige-ved-og-næsten øjeblikke, hvor monstrene ånder dig i nakken, og alt bare går op i en højere enhed. Det er et fantastisk tempo helt fra begyndelsen, og man sidder og higer efter mere, når der bliver bundet knude på historien.

2,5D-perspektivet kan føles lidt klodset. Little Nightmares er det, man ville kalde en 2,5D Platformer, hvor rejsen hovedsageligt enten er mod højre eller venstre, men dybde også spiller en rolle. Det bidrager bestemt til helheden og detaljegraden i de forskellige miljøer og baner, men det er samtidig også en faktor, der gør at man begår nogle dumme fejl og par gange må lade livet unødvendigt.

Måske en smule kort. Little Nightmares er, som titlen måske antyder, et forholdsvis kort spil, og nogle vil måske føle, at det er en anelse for kort. Om det så snarere er et vidnesbyrd om en god fortælling og en sublim spiloplevelse kan være op til den enkelte. Sagen er dog den, at jeg bare ville have mere, da det var slut.

Et lille og uforglemmeligt mareridt

Hvis man kigger på spilelementerne hver for sig, er Little Nightmares ikke meget mere end simpel platforming, enkle stealth-mekanikker og et par gåder hist og pist. Blander man dog tingene sammen med spillets mørke ambience, falder brikkerne på plads, og én ting står klart: Som lange fangarme fra mørket, holder Little Nightmares dig fast i en hypnose af barnlig frygt og forskruede forunderligheder, og man ville ønske der var mere. Ligesom i Unravel og INSIDE er det en kort affære. Men det er samtidig en oplevelse, som er planlagt nærmest ned til hvert eneste sekund, og som fortjener din fulde opmærksomhed hele tiden.