Denne anmeldelse er af PC-versionen.
Fodbold med benzin i blodet
Rocket League er opfølgeren til Supersonic Acrobatic Rocket-Powered Battle Cars fra 2008, begge udviklet og udgivet af det amerikanske Psyonix studie. Hvor Supersonic Acrobatic Rocket-Powered Battle Cars aldrig høstede mere end middelmådige karakterer fra spillere og anmeldere, har Rocket League dog allerede formået at indfange en stor skare af spillere, imens anmelderne også lader til at være imponerede.
Ligesom i fodbold gælder det om at skyde bolden ind i modstanderens mål og holde den ude af dit eget. Man spiller med en forvokset fodbold og den kan ikke ryge ud af banen. Spillet er et vanvittigt kontinuerligt kaos af backflips, frontflips, dobbelthop og turbo-flyveture indtil der scores et mål og man ryger tilbage i startposition. Fra første sekund er det en forrygende kamp for at tilkæmpe sig bolden eller blot smække den halvvejs over banen ned på modstanderens halvdel.
Eksplosivt fra første sekund. Man lærer hurtigt at det er smart med en der passer på målet mens de andre angriber, men for den nye spiller er teamwork mest en illusion der lejlighedsvis kan se ud til at finde sted, for ellers er det langt hen ad vejen en kaotisk kamp om bolden og målene. Rundt omkring på banen er der placeret lyssøjler der kan give dig turboboost du kan bruge når du vil. Hvis man øver sig nok kan man lære at bruge turboen til at flyve rundt under loftet og ramme bolde man ikke vil kunne ramme med et simpelt hop, hvilket giver en massiv fordel. Man kan spille både 1v1, 2v2, 3v3 og 4v4 – men 3v3 er standarden.
Høj læringskurve. Noget der snildt gør Rocket League de beskedne 20 euro værd er bl.a. den høje læringskurve, der er med til at gøre spillet sjovt selv efter mange timers spil. Som ny spiller lærer man meget hurtigt basisteknikkerne, men hvis du vil blive rigtig god kræver det også rigtig meget øvelse. En avanceret teknik er de såkaldte ”aerials”, som betyder et skud hvor du rammer bolden oppe i luften. Det er nemt nok når bolden er forholdsvist tæt på jorden, men så snart den kommer bare lidt op i højden bliver den hurtigt svær at ramme. Det tager tid at lære at køre op ad væggene og kaste sig ud og ramme boldene, og det tager mindst ligeså lang tid at lære at bruge sin turbo til at flyve op i luften og møde bolden. Det er sjovt at øve sig i og det er en rigtig god følelse når man endelig begynder at kunne lave de skud man har set de bedre spillere udføre.
Nem, hurtig matchmaking og velfungerende singleplayer. Man kan vælge bare at spille for sjov eller at spille ”ranked”, hvor din skillrating er på spil. Det tager som regel ikke mere end 20 sekunder at finde et spil, og når spillet er fundet er du i gang inden for 15 sekunder. Spillet bliver fundet ud fra din skillrating så du vil næsten kun møde spillere omkring dit eget niveau. Udover online multiplayer er der også en velfungerende singleplayer del, hvor du bl.a. kan lave et hold og spille sæsoner mod en masse AI-styrede hold. AI-spillerne har passende sværhedsniveauer, og specielt som ny spiller kan det være mindst lige så sjovt at spille mod AI, når man bare skal lære spillet at kende.
Opstartsproblemer. Rocket League kom desværre med en del ”børnesygdomme”. For eksempel kunne det tage et kvarter at finde en online kamp, umiddelbart efter spillet var udkommet, og når man endelig kom ind så var det næsten uspilleligt pga. lag. Til Psyonix forsvar skal det dog siges at det skyldes at de simpelthen kun havde regnet med en tredjedel af de spillere der viste sig at have købt spillet, og det må man jo sige er en ærlig undskyldning. Det blev dog hurtigt fikset med flere servere, og matchmakingsystemet fungerer næsten upåklageligt i dag. Der var dog også det at folk uden konsekvenser kunne forlade normale såvel som ranked spil. Det gjorde at ofte hvis man var bagud 2 eller 3-0 og der var en der havde set sig sur på sit hold, så kunne personen uden videre forlade spillet og lade holdkammeraterne i stikken. Det er dog nu fikset med en cooldownperiode på mindst 15 minutter hvis man forlader spil.
Vanedannende motor-fodbold
Rocket League er et utroligt sjovt spil der bestemt er pengene værd. Det er ikke særlig stort eller svært at sætte sig ind i, men der er utallige timers sjov i, specielt hvis man spiller sammen med venner. Kampene tager kun 5 minutter, og efter 5 kampe i træk finder man sig selv sigende ”kun en mere …” men man ender alligevel med at tage 5 mere. Desuden er spillet super flot grafisk uden at være sindssygt krævende for din PC. Med de mange teknikker der er både nemme og vanskelige at mestre, er der på trods af det simple koncept, baggrund for et solidt skillbaseret spil med super underholdningsværdi.
Sport / Racing
PC, Playstation 4
Psyonix
Psyonix / Sony Computer Entertainment
7. juli 2015