Den kolde krig i Hollywood
Efter 2. verdenskrig fandtes frygten for den ”Røde trussel” i alle afkroge af Amerika – også i Hollywood. I kampen mod kommunismen blev adskillige instruktører, skuespillere, manuskriptforfattere m.m. nægtet adgang til at arbejde i Hollywood. Ifølge ordsproget er pennen stærkere end sværdet, hvilket er grunden til, at mange manuskriptforfattere blev ofre for denne ”blacklist”. Dalton Trumbo var en af disse manuskriptforfattere.
Som flere af sine kollegaer nægtede han at lade sig kue af Hollywoods uretfærdige behandling. Under pseudonym fortsatte han illegalt sit arbejde, hvilket hverken var ligeså nærende for pengepungen eller egoet som tidligere arbejde. Venskaber blev brudt, folk blev fængslet, og andre mistede livet i denne mørke tid i Hollywood.
Foto: Scanbox Entertainment
Bryan Cranston er fabelagtig. Selv uden det store kendskab til Dalton Trumbo er det åbenlyst, at Oscar-nominerede Bryan Cranston legemliggør den nu afdøde manuskriptforfatter. Hans fysiske fremtoning bærer præg af hans foroverbøjede positur, der vidner om, at han har brugt uendelige timer foran en skrivemaskine. Han leverer sine replikker med en sprød stemme og et konstant charmerende overskud.
God dialog. At skrive en film om en af historiens bedste manuskriptforfattere må siges at være noget af en opgave for en manuskriptforfatter. John McNamara har dog gjort et fornemt job, og især dialogen er skarpt skåret. Mange af replikkerne er særdeles fremtrædende, men uden at være one-liners. Dette skyldes selvfølgelig også skuespillernes naturlighed og overordnede gode præstationer.
Jay Roach skaber en fin balance. Som udgangspunkt virker det ikke oplagt, at manden som har instrueret Austin Powers-filmene og Meet the Parents-filmene skal instruere en film af denne kaliber. Det hele giver dog god mening i sidste ende. Roach formår at fange seriøsiteten af denne vigtige historiske periode samtidig med, at han til tider krydrer med velplaceret humor. Det er bl.a. en fornøjelse at se John Goodman svinge baseballbattet igen og at se Christian Berkel som den karakteristiske instruktør Otto Preminger.
Foto: Scanbox Entertainment
Nogle kluntede sekvenser. Der er enkelte sekvenser i filmen, der føles lidt kluntet eksekveret. Trumbos tur i spjældet har nogle skæve øjeblikke, der ender med, at datteren Nikki Trumbo på et år er vokset med ca. 30 centimeter. Også de sort/hvide nyhedsindslag, der prøver at virkeliggøre den sande historie, virker til tider påtrængende.
Bureaukrati. Der er mange institutioner, der spiller forskellige faktorer i det politiske spil. Selvom filmens konflikt er enkel i sin essens, så er der mange bureaukratiske aktører, hvis beføjelser kan være svære at afgøre. Man kan derfor let fortabe sig i det store juridiske spindelvæv.
Foto: Scanbox Entertainment
Pennen er stærk
Trumbo er en vigtig film om en mørk tid, der ikke blot hylder Dalton Trumbo, men alle der har været påvirket af Hollywoods uretfærdige ”blacklist”. Det bliver dog ikke gjort på en jammerlig måde, da Jay Roach sørger for, at der også er plads til smil, charme og overskud. Visse sekvenser føles tyndere end andre, men det virker nærmest uundgåeligt, da filmen når så vidt omkring. Pennen kan være stærkere end sværdet, og Trumbo viser, at man ikke nødvendigvis behøver hverken sværd eller pistoler for at udkæmpe en krig.
