En lang, kold og blodig dag i sneen
Oscarvindende Quentin Tarantinos længe ventede ottende film er nu klar til at indtage det store lærred. Og denne gang er lærredet virkelig stort. Tarantino har nemlig valgt at genoplive en teknologi, der har ligget brak i næsten 50 år. The Hateful Eight er filmet i det glorværdige storfilmsformat, Ultra Panavision 70, som skaber et fantastisk bredt format, der kun er episke spillefilm værdige. Spørgsmålet er, om filmen formår at leve op til dette storslåede format.
Historien er sat ca. et årti efter den amerikanske borgerkrig, hvor fjendskaber og alliancer er skrøbelige størrelser. Tilsæt så en snestorm af usete proportioner og et persongalleri af mindst otte skydegale psykopater, og så har du opskriften på en lang, kold og blodig dag i sneen.
Foto: The Weinstein Company
Legendarisk soundtrack. Fra filmens første sekunder står det allerede klart, at Ennio Morricones soundtrack er frygtindgydende godt. Det føles som en blanding af Sergio Leones klassiske spaghettiwesterns, som han faktisk også har komponeret musik til, og så en moderne James Wan-gyser. Det er uhyggeligt godt og helt klart en Oscar værdig.
Enestående billeder. Ultra Panavision 70-formatet kommer fuldstændig til sin ret. Åndeløse billeder over bjergene i Wyoming skaber en fornemmelse af vægtløshed i dette brede format. Desuden fylder Tarantino billedet op med en masse informationer, så der hele tiden er nye indtryk at optage.
Dialogen. Tarantino er to gange før blevet anerkendt med en Oscarstatuette for sine evner bag tastaturet. Endnu en gang har han skrevet vittig, interessant og dyb dialog, der gør det til en fryd, hver gang karaktererne åbner munden.
De rigtige skuespillere til karaktererne. Under takketalen for sin Oscar for Django Unchained sagde Tarantino, at han kun har ét forsøg til at finde de rigtige skuespillere til at repræsentere de forskellige karakterer. Han gjorde det dengang, og han har gjort det igen. Tarantinos faste mand Samuel L. Jackson er formidabel, men også den nyere tilkomne Walton Goggins leverer en virkelig stærk præstation som den lidt enfoldige sherif.
Western med et strejf af krimi. Især efter filmen har rundet sit midtpunkt, begynder plottet for alvor at folde sig ud. Krimi og western bliver blandet sammen i sådan en grad, at vi nærmest får en surrealistisk blanding af Resevoir Dogs og Django Unchained.
Foto: The Weinstein Company
Halvanden times ren dialog. Jovist byder filmen på god dialog, men den skulle helst også byde på andet. I filmens første halvanden time, hvor karaktererne bliver introduceret, er der stort set ikke meget andet end dialog. Det bliver rent ud sagt for kedeligt i længden, og man sidder bare og venter på, at der ”sker” noget.
Lidt for trivielt. Tarantino kan i lige så stor grad have tilbøjelighed til at dyrke det trivielle og mundane som til det ekstraordinære. Der er for mange alt for lange og trivielle scener. Filmens godt tre timer er i det hele taget et unødvendigt overkill, da det egentlig kun er filmens anden halvdel, der føles som Tarantino, når han er bedst. Der bliver hvilet for meget i det storslåede format, så plottet ikke har den nødvendige, stringente fremgang. Hvert fald ikke i det mest hensigtsmæssige tempo.
Ensartede omgivelser. Der er ikke mange forskellige locations i filmen. Groft sagt er der kun to. De hvide omgivelser, om end de er flotte, bliver monotone i længden. De sneklædte bjerges eneste sparringspartner er en kro, der heller ikke byder på meget diversitet.
Foto: The Weinstein Company
En storslået oplevelse
The Hateful Eight er ikke Tarantinos bedste film, men det er bestemt heller ikke en skuffelse. Det er en film, der ved dette glorværdige format både står tilbage som offer og sejrherre. Det er dog rollen som sejrherre, der i sidste ende er mest dominerende. Dette format, de fantastiske billeder og Ennio Morricones soundtrack skaber en helt igennem storslået oplevelse. Hvis man har god tålmodighed, is i maven og nerver af stål, så skal man ikke snyde sig selv for denne oplevelse.
PlayUp giver filmen 4 ud af 6 stjerner
Shorta – Anmeldelse
