Run, Forrest, run!
Som det fremgår af titlen, er McFarland en lille by, der ligger i det forjættede land, USA. Det er en økonomisk udfordret by, der bærer præg af den latinamerikanske immigration. Da Jim White (Kevin Costner) noget ufrivilligt flytter til byen, har han ikke mange gode forventninger om tilværelsen i den lille by. Tilværelsen starter da også noget turbulent, da han hurtigt bliver frataget pladsen som head coach for den lokale high schools football-hold. White skal nu finde på noget andet at tage sig til, og han opdager hurtigt, at flere af eleverne har naturtalent for at løbe. Han samler derfor et usædvanligt hold udelukkende bestående af latinamerikanere, der igennem løb skal sætte McFarland på landkortet.
Foto: Disney
Historien har en naturlig fremdrift. Det er på mange måder den klassiske underdog-historie. Vi følger karaktererne træne og udvikle sig langsomt, hvilket giver en naturlig fremdrift i filmen, så man ikke keder sig for meget. Det giver også en ekstra tilfredsstillende følelse, hver gang der er noget, der lykkes. Hvem husker ikke den hjertevarmende følelse, da Rocky endelig blev verdensmester for eksempel.
Foto: Disney
Dialogen virker til tider meget unaturlig. Der mangler helt sikkert noget autenticitet i dialogen. Replikkerne virker tit forceret, hvilket på ingen måde bliver bedre af, at de fleste af skuespillerne er relativt uprøvede. Selv den garvede Oscarvinder Kevin Costner virker til tider en smule fraværende. Generelt bærer filmen præg af middelmådig skuespil og dårlige replikker.
Alt for mange klichéer. Endnu en gang bliver man nødt til at pege fingre ad manuskriptet. Der er alt for mange klichéer i filmen, og nogle gange bliver det nærmest komisk, selvom det måske ikke var filmskabernes intention. Vi taler lige fra drengen, der samler pigens tabte bøger op til den faldende tåre under den afgørende motiverende tale.
Der er for mange flade biroller. Selvom løbeholdet måske udvikler sig i forhold til deres fysiske kunnen, så er der ikke meget anden spændende udvikling at hente hos birollerne. De fleste er flade, gennemsigtige og forudsigelige. Kort sagt, klichéer.
Musikken er anonym og ensformig. Når der ikke er meget andet at byde på, kunne man have håbet på, at musikken i det mindste ville spille lidt på noget patos, som vi f.eks. så i Vinterbergs Far from the Madding Crowd. Lydsiden er desværre hverken varieret eller karismatisk.
Filmen er for lang. Sidste punkt er egentlig rimelig enkelt. 129 minutter er for lang tid til denne fortælling. Det kunne og burde gøres kortere i dette tilfælde. Der er for mange unødvendige scener med i filmen, og spredt ud over gode to timer bliver det altså for meget af det gode.
Foto: Disney
Når feel-good ikke fungerer godt
Der er simpelthen for meget i denne film, der ikke fungerer godt nok. Det er ikke helt feel-good, og det er heller ikke helt alvorligt. Det er som om, at filmen burde ligge et sted mellem Disney Channel og det store lærred. Hvis man skulle vælge, ville jeg dog foreslå førstnævnte. En ting er helt sikkert, og det er, at McFarland, USA overhovedet ikke kan måle sige med beslægtede film som We Are Marshall, Remember the Titans eller for den sags skyld, Rocky.
Shorta – Anmeldelse
