Held i uheld
Hvornår er man heldig? Er Michelle (Mary Elizabeth Winstead) heldig, når hun bliver smadret i et biluheld, ført ned i en underjordisk bunker af en fremmed mand og lænket til væggen, men til gengæld slipper for, hvad der kunne tyde på en invasion fra rummet? Det ville den fremmede mand Howard (John Goodman) urokkeligt mene. Nu er det jo heller ikke ham, der er lænket fast til væggen. Michelle finder dog ud af, at truslen uden for bunkeren er reel nok, men spørgsmålet er, om truslen inde i bunkeren er ligeså reel.
Foto: Paramount Pictures
Koncentreret spænding. Filmen fastholder konstant en speciel mystik og slumrende spænding, men i visse scener vågner denne spænding op til dåd og bliver altoverskyggende. Nogle af scenerne er nervepirrende intense, og man holder vejret, til man er på grænsen til at besvime.
Handlekraft i filmens sidste halvdel. Både filmen og karaktererne forholder sig noget passive i den første halvdel, men det bliver der lavet om på. Der opstår en semikollektiv beslutning om at handle, hvilket gør rigtig meget for filmen, da både spændingsniveau og tempo stiger mod slutningen
Foto: Paramount Pictures
Langsom dialog. 10 Cloverfield Lane er ikke en katastrofefilm, der kaster os midt ind i orkanens øje som f.eks. Cloverfield, Into the Storm eller The Day After Tomorrow. I stedet befinder vi os i indelukkede og monotone omgivelser, hvor ubetydelige dialoger og monopolispil føles noget langsommelige i længden.
Kedelige karakterer. Selvom John Goodmans Howard er noget karismatisk, så er filmens to andre karakterer (og skuespillere) mere anonyme og kedelige. Og det holder ikke i en film, hvor der praktisk taget kun er tre skuespillere. Mary Elizabeth Winsteads minder i mimik og gestik om Twillights Kristen Stewart, og hun formår aldrig at fange vores totale sympati.
For meget dramatisk musik. Selv til de mest trivielle begivenheder er musikken højpulserende og dramatisk. Det er med til at skabe denne mystiske, men måske også falske, følelse af suspense. I sit overforbrug mister det dog relativt hurtigt sin pondus.
Foto: Paramount Pictures
En rodet fornøjelse
En intens psykologisk thriller om kidnapning og indespærring. En storslået force majeure-sci-fi. 10 Cloverfield Lane har elementer fra begge. Desværre bliver det i sidste ende en rodet sammenblanding af en film, der ikke helt ved, hvor den skal placere sig. Det føles som en blanding af sovepiller og Red Bull, og så må man selv bedømme, om det er godt eller dårligt.
Shorta – Anmeldelse
