Endnu et gespenst, der siger bøh
Det er blevet tid til endnu et kapitel i milliard-franchisen, Conjuring-universet. Endnu en gang foregår det i 1970’erne, i et hus hvor dørene klaprer, og gamle præster fortæller gruopvækkende historier.
Den enlige mor, social-arbejderen Anna Garcia (Linda Cardellini), er alene med sine to børn Chris (Roman Christou) og Samantha (Jaynee-Lynne Kinchen). De klarer sig lige nøjagtigt igennem hverdagen, men da en sag fra arbejdet ender med, at lyden af en grædende kvinde begynder at lyde i mørket, bærer snart både Anna og børnene mærket, der viser, at de er under La Lloronas forbandelse.
Foto: Warner Bros. Pictures
God start. Som noget usædvanlig i dette univers, lægges der ud med ganske grusom, og ikke-overnaturlig, scene. Netop dette giver lidt ekstra guf i forhold til det, man ellers har været vant til fra denne serie.
Lækkert look. Næste lille pluspoint kommer i den efterfølgende sekvens, hvor vi befinder os i filmens nutid, gennem en super smooth kameratur rundt i Garcia familiens hjem. Helt samme standard opretholdes ikke filmen igennem, men generelt er der et overraskende livligt kamera i spil. Et enkelt sted kunne man endda have filmmagerne mistænkt for at give homage til Sam Raimis Evil Dead-univers.
De ser sgu bange ud. Præstationerne fra Cardellini, Christou og Kinchen fejler ikke noget. Skræk formidles til UG, og de små øjeblikke, hvor de bare skal være familie, leveres også overbevisende. Når det endelig halter, er det fordi materialet giver dem dumme arbejdsvilkår (situationer så himmelråbende tåbelige, at det bliver distraherende).
Foto: Warner Bros. Pictures
Solid. Det her kunne lige så godt være en positiv ting. Der er ingen slinger i valsen og filmen rummer de (nu) klassiske Conjuring-elementer, hvor uhyggen bliver trukket i ubehageligt langdrag. Problemet er, at det nu er set så mange gange før, at man forventer det – væk er det nyskabende ubehag.
Lidt dum. Man må tit forvente en vis portion dumskab i horror. Her er der dog nogle ting, som bare bliver for irriterende. Problemet for undertegnede i denne situation er, at de ikke kan nævnes, da det ødelægger lidt af overraskelserne. Dog kan det siges, at der mangler noget konsekvens i forhold til de ting, filmen etablerer som værende gældende.
Foto: Warner Bros. Pictures
Spøgelset siger ikke ”bøh”, men ”meh”
The Curse of La Llorona er indbegrebet af solidt håndværk, hvor få ting skyder ved siden af. Og det er desværre også det der gør, at den ikke bliver mere end bare det. Chancer er der ikke taget mange af, og overraskelser er så godt som ikkeeksisterende. Det er bestemt ikke en dårlig film, den er bare ikke særlig mindeværdig.
Once Upon a Time… in Hollywood – Anmeldelse
