1917 – Anmeldelse

Bag fjendens linjer

Sidste år vakte Peter Jackson Første Verdenskrig til live i den banebrydende dokumentar, They Shall Not Grow Old. Nu er det blevet American Beauty og James Bond-instruktøren, Sam Mendes’, tur til at genskabe en af historiens mest grusomme krige.

Vi følger de to unge soldater, Scofield (George MacKay) og Blake (Dean-Charles Chapman), der med snilde og mandsmod skal forsøge at krydse fjendens linjer for at overrække en livsvigtig besked, der forhåbentlig kan forhindre et altødelæggende angreb på hundredvis af britiske soldater. De har en lang rejse foran sig, og uret tikker…

Foto: Nordisk Film

Åndeløs spænding. Man ved aldrig, hvornår fjenden pludselig åbner ild. Hvem der venter rundt om det næste hjørne eller i de omkringliggende skyttegrave. Døden er aldrig langt væk, hvilket skaber en nærmest hitchcocksk form for supense, hvor man bare venter på, at det skal gå galt.

Altomsluttende skyttegravskrig. Ligesom Peter Jacksons førnævnte mesterstykke er 1917 nærmest til at lugte, føle og smage på. Alt fra de muddergennemblødte støvler til de rottebefængte kadavere skaber en gennemsanselig oplevelse, der vækker de frostbidte tæer og de forrådne kødsår ubehageligt til live.

Råt og ømt. Sam Mendes formår at balancere rå slagkraft med øm finfølelse. Fra en brutal likvidering til en skønsang i skoven. Enkelte gange træder han ved siden af i jagten på poesi, men når den sidder der, sidder den altså også lige i skabet.

Perfektion. 1917 er et studie i filmisk perfektion. Man måber konstant over det sømløse kamera, der fejlfrit bevæger sig gennem imponerende koreografi, hundredvis af statister, perfekt timede special effects og et altid skiftende landskab. Sikke en bedrift!

Foto: Nordisk Film

Man glemmer at følge med. Filmen lider desværre også under sin mærkbare formalisme. One-take-tricket er imponerende at observere, men det stjæler også fokus fra filmens handling, karakterer og følelser. Det føles til tider som en blæret magtdemonstration i stedet for det medrivende karakterdrama, det burde have været.

Jagten på poesi. Sam Mendes er en sucker for det smukke i det grimme, og som vi ved fra American Beauty, elsker han den sagte drypregn af billedskønne blomsterblade. Endnu en gang gør han brug af sådanne virkemidler, hvide blomsterblade i dødens sø eller soldatens møde med en skøn ungmø, hvilket desværre bliver mere søgt, end hvad godt er.

Foto: Nordisk Film

Skyttegravskrigen som gennemført spændingsfilm

1917 må siges at være en totaloplevelse. Det er en imponerende teknisk bedrift og en gennemført spændingsfilm fra urets allerførste tikken, helt indtil tiden rinder ud. Selvom det kan føles som ét stort show-off, kan man alligevel mærke, at Sam Mendes har en oprigtig veneration for soldaterne og deres kamp og lidelse. Derfor formår 1917 at være lige så øm, som den er rå, hvilket måske er den største bedrift.