En mand på en mission
Der går en god portion tid mellem Lynne Ramsays film. Derfor gik jeg spændt ind i biografen, ikke mindst fordi da den ved debuten under sidste års Cannes-festival høstede to priser, til henholdsvis Ramsay for bedste manuskript og til Joaquin Phoenix for bedste mandlige skuespiller.
Phoenix er den yderst effektive ”lejemorder” Joe, der specialisere sig i sager, hvor børn er blevet kidnappet eller gjort fortræd. Når han ikke er på job plages han af grufulde traumer fra, ikke alene sin barndom, men også sin tid som soldat og FBI-agent. Da han siger ja til et job om at skaffe en senators datter tilbage fra en undergrundsprostitutionsring, bliver det starten på et blodbad af bibelske dimensioner.
Foto: Scanbox.dk
Joaquin Phoenix: Som et brutalt såret dyr, stavrer Phoenix sig igennem filmen med imponerende fuldskæg og en jeg-er-ligeglad-om-jeg-dør attitude. Han befinder sig konstant i mentalt helvede, men er stadig den effektive dræbermaskine. Det er uhyre nuanceret, og leder tankerne tilbage på Di Niro i ’Taxi Driver’ og Reno i ’Leon’. En af de mest mindeværdige præstationer indtil videre i år.
Stram historie: En kompakt historie fortalt over et par dage med en usandsynlig omgang eksplicit vold, tilsat en sund portion flashbacks til Joes fortid. Man forstår virkelig hvorfor han er kommet så langt ud, som han er. Hans verden har været fyldt med ondskab mod børn, så nu forsøger han redde så mange han kan.
Den blodige affære: Det er ikke den vanlige Hollywood pæne vold, der præsenteres i filmen. Den er rå, grim og realistisk, hvor tunge ”thuds” lyder når et slag rammer, og får en til at vende sig i sædet i ubehag.
Lyden af terror: Jonny Greenwood rammer endnu en gang tonen i en film perfekt. Manisk og truende lusker musikken rundt som et rovdyr, der bare venter på at slå til – den er Joe.
Foto: Scanbox.dk
Mere: Min eneste anke er, at jeg gerne ville have mere. Med en spilletid på lige omkring de 90 minutter, er det en kompakt tur ind i menneskets mørke, men til tider føles den lidt forjaget.
Foto: Scanbox.dk
Giv den mand en Oscar!
Føj, hvor er den ond! De små glimt af lys bliver slukket hensynsløst, uden tøven og det er smukt. Joaquin Phoenix giver sin karrieres bedste præstation; han er en såret bjørn, med dybe mentale ar, samtidig med at han er en af filmhistoriens mest effektive dræbere. Dualiteten er mageløs og Phoenix er betagende i hvert eneste sekund han er på lærredet.
Ventetiden mellem Lynne Ramsays film viser sig igen at være det værd. ’You Were Never Really Here’ er uden tvivl en af årets bedste film og Joaquin Phoenix er ikke set bedre.
Alita: Battle Angel – Anmeldelse
If Beale Street Could Talk – Anmeldelse
