Wonder Woman – Anmeldelse

Drengenes banemand bærer nederdel

Det må være en sand pigedrøm at være en smuk prinsesse, der samtidig kan banke alle drengene. Denne pigedrøm manifesterede DC Comics i 1941 med den navnkyndige Wonder Woman. Som et af mange opløb til det opkommende superheltesammensurium, Justice League, har den fantastiske krigerinde, spillet af Gal Gadot, fundet vej til det store lærred. I en sand origin-story følger vi den kommende superheltinde fra barnsben, hvor hun vokser op på en mystisk ø omgivet af kampklare amazoner. Som voksen forlader hun dog øen for første gang nogensinde, da en krigspilot (Chris Pine) nødlander i området. I fællesskab rejser de til Europa for at ende krigen over alle krige.

Foto: Warner Bros.

Charme. Der var hverken meget charme at finde i Man of Steel (2013) eller Batman v Superman: Dawn of Justice (2016). Heldigvis kan dette skud på DC-stammen både være charmerende og humoristisk, hvilket i høj grad skyldes tilføjelsen af Chris Pine.

Kampens udtryk er helt sit eget. Når Diana Prince aka Wonder Woman udfolder sig på slagsmarken, snurrer kameraet rundt om den agile krigerinde og fanger hendes akrobatiske bevægelser i slowmotion. Selvom virkemidlet kan blive fortærsket i længden, er det ikke desto mindre et interessant valg. 

Foto: Warner Bros.

Kikset. Allerede fra filmens start frygter man, at det kan blive en kikset affære, når de eksotiske amazoner, spillet af blandt andet Robin Wright og Connie Nielsen, snakker engelsk med en østeuropæisk accent. Filmen formår desværre aldrig rigtig at slippe af med den kiksede fornemmelse, der derimod intensiveres mod slutningen.

Sløv omgang biroller. Gal Gadot og Chris Pine gør begge en fin figur, men resten af ensemblet er kiksede og totalt ligegyldige. Der er ingen, man håber på at gense i fremtidige film i serien.

Mørk og grumset CGI. DC har åbenbart besluttet sig for, at deres mange millioner skal gå til mørk og grumset CGI, der aldrig bliver overbevisende. Hvis målet er at kunne konkurrere med Marvels visuelle udtryk, så ser det altså sort ud.

Når guder skal kæmpe. Hvorfor skal guddommelig mytologi absolut blandes ind i superheltefilmen? De guddommelige sammenstød virker overdrevet opsvulmede og ligegyldige. Hvad filmen har af muskler og eksplosioner, mangler den af sjæl.

Foto: Warner Bros.

Endnu en underordnet DC-film

Selv en guddommelig amazoneprinsesse kunne ikke hive DC ud af Marvels store superhelteskygge. Selvom Wonder Woman til tider bevæger sig i den rigtige retning, så ender de to timer og 20 minutter med at føles flade, kiksede og fuldstændig underordnede.