Frihed, lighed og broderskab
Hvornår blev grundstenen lagt til den moderne civilisation? Spørger man instruktøren Jacques Audiard (Smagen af rust og ben, Profeten), og forfatteren Patrick deWitt, hvis roman The Sisters Brothers, danner forlæg til filmen af samme navn, er svaret sådan cirka: 1854. Et sted på prærien møder vi brødrene Charlie (Joaquin Phoenix) og Eli (John C. Reilly) Sisters, der via deres arbejde som lejemordere lige har udryddet en hel gård fyldt med lovløse, men beslutter sig for at redde hestene i den brændende lade. Dette er startskuddet til en moralsk dannelsesrejse for de to kyniske cowboys, der bevæger sig igennem et western-landskab i opbrud. På horehusene, rundt om i landsbyerne, og særligt i mødet med den idealistiske guldgraver Hermann Warm (Riz Ahmed), bliver The Sisters nemlig introduceret til moderne begreber som ligestilling, solidaritet og velfærd. Og efter et helt liv med fattigdom, rodløshed og nytteløs vold, lyder det måske slet ikke så ringe endda?
Foto: Camera Film
Opfindsom genreleg. Udforskningen af westerngenrens tematiske grundlag – den vilde naturs frihed modsat samfundets ansvar og tryghed, bliver i The Sisters Brothers ofte punkteret af uventede absurdkomiske situationer. Som når den alkoholiserede Charlie projektilbrækker sig midt i et Mexican standoff. Samtidig udfolder plottet sig også som en slags roadmovie på hesteryg. På vejen mod den store dusør, rider de to brødre på tværs af Amerika og møder en række skæbner, der får dem til at reflektere over deres liv og den verden de er en del af. Genreblandingen er konstant legesyg og resulterer i et unikt og uforudsigeligt favntag med det vilde vestens mange myter.
Sympatiske søskende. Der er langt fra Eastwoods og Waynes klassiske machosymboler til de to Sisters. Beskidte, aldrende, halvkvapsede og hysteriske, fortolker Phoenix og C. Reilly westernhelten som to klovne, der nærmere leder tankerne tilbage på Keaton og Lloyd. Karaktererne bliver dog aldrig komiske karikaturer, men blander de to mænds vildskab og mørke med en sært sympatisk lune. Dette skyldes ikke mindst kemien mellem de to hovedrolleskuespillere, der filmen igennem slår gnister.
Livets landevej. På deres rejse over prærien støder Charlie og Eli ind i førnævnte guldgraver og den distingverede privatdetektiv John Morris (vidunderligt portrætteret af Jake Gyllenhaal). Uden at afsløre noget, tager deres møde flere uventede drejninger, der både indeholder knugende suspense, hyggelige lejrbålssnakke og en filosofisk udforskning af individualisme overfor kollektivisme, der giver filmen en overraskende tyngde uden at det føles påklistret eller belærende.
Foto: Camera Film
Blandede svinkeærinder. Den førnævnte sekvens er filmens stærkeste. På en gang omfavnes og nedbrydes en række velkendte genrekonventioner, og der skubbes til filmfortællingen på en måde jeg i hvert fald ikke har set før. Det er dog langt fra alle pitstop på brødrenes roadtrip der er lige vellykkede. Eksempelvis føles et møde med matriarken Mayfield, der har opkaldt en landsby efter sig (en tilbagevendende joke, der falder til jorden af flere omgange), underligt forhastet.
Foto: Camera Film
Et næstekærligt forsvar for den ensomme rytter
Selvom The Sisters Brothers langt fra er en perfekt film, er der momenter af genialitet og en gennemgående opfindsom energi – en lyst til at skubbe ved de fortællinger vi bygger vores samfund og selvforståelse på. Westerngenren er en gammel traver i filmhistorien, men sammen med film som The Rider (2017) og The Ballad of Buster Scruggs (2018), er det som om at The Sisters Brothers (givetvis ufrivilligt) indskriver sig i en ny tendens, der tilfører en humanistisk, skrøbelig nuancering til genrens ellers kyniske og skarpt opdelte grundfortælling. I en scene besøger brødrene deres gamle, ensomme mor i et lille hus på prærien. De står i den ikoniske døråbning, som Wayne gjorde det i The Searchers (1956). Men hvor han måtte dreje om på hælen og vende tilbage til naturen, er The Sisters omvendt. De omfavner deres mor. De kan næsten ikke vente med at vende hjem.
Spider-Man: Far From Home – Anmeldelse
