The Mummy – Anmeldelse

Endnu et genopstandet monster

”Welcome to a new world of gods and monsters”. Sådan lyder det fra Dr. Henry Jekyll (Russell Crowe), der også selv har sine monstrøse sider. Monstrene genopstår en efter en i de mange biografsale verden over. Fra gigantiske væsener som Godzilla og King Kong til mytiske antropomorfe skikkelser som Dracula og Frankenstein.

I denne omgang er det blevet tid til en vis mumie, der simpelthen nægter at blive i de dødes rige. Da Nick Morton (Tom Cruise) opdager en mystisk grav, går der ikke længe, før helvede bryder løs. Det gælder om at få benene på nakken, når de døde rejser sig, og de levende lægges i graven.

Foto: Universal Pictures

Hæsblæsende. Selv når der ikke står altødelæggende sandstorme og gigantiske eksplosioner på menuen, formår The Mummy at være hæsblæsende. Intense skududvekslinger, en rullende flyvemaskine i frit fald og en ditto ambulance sørger alle for højpulserende scener.

Gyselig intens til tider. Når filmen satser på mørke og gys, har den faktisk fat i den lange ende. Hjertet sidder i halsen, når mumificerede væsener nærmer sig i skyggerne. Særlig intens er en undervandsscene, hvor Mumien tager Jenny Halsey (Annabelle Wallis) på dykkertur uden iltapparat.

Foto: Universal Pictures

Mærkelig blanding af gys og humor. Filmen er til tider uhyggelig og til tider morsom. Ofte bliver blandingen så underlig, at man er i tvivl om, hvilken film man er i gang med at se. Når filmen går fra rendyrket monstergyser til fjollet Shaun of the Dead-parodi, føler man sig aldeles rådvild.

Alt udpensles i dialogen. Der er ikke meget subtilitet over filmen. Alt udpensles i dialogen – og gerne to gange. I en film af denne kaliber kunne man godt savne lidt mere mystik og hemmelighedskræmmeri.

Malplacerede flashbacks og drømmebilleder. Flere gange i løbet af filmen skal vi tages til Egyptens gyldne sand i drømmeagtige sekvenser og hallucinerende flashbacks. Det ligner mest af alt en musikvideo, hvor mumien Ahmanet (Sofia Boutella) præ-mumificering enten går rundt nøgen eller i en blafrende hvid kjole. Altid i slowmotion, selvfølgelig.

Kedelig. Når ret skal være ret, så kan filmen både være hæsblæsende og intens, til tider. Men der er længere passager, hvor man decideret keder sig. Hvis der er én ting, som monsterfilm burde kunne afværge, så er det kedsomhed. Selv Kong: Skull Island, som ikke var verdens største filmoplevelse, formåede da aldrig at blive decideret kedelig. Det samme kan man altså ikke sige om The Mummy.

Foto: Universal Pictures

Mumien skulle være blevet i graven

Hvis den nye bølge af monsterfilm skal have et formål, så må det være at minde folk om, hvor sjovt det kan være at gå i biografen. The Mummy er dog kun delvis sjov, delvis uhyggelig og brøler langt fra lige så højt som de største monstre. I stedet for at sidde på kanten af biografsædet synker man i stedet længere og længere ned i løbet af filmen. Mumien blev ikke i graven, men du kan stadig nå at blive hjemme.