The Cave – Anmeldelse

En hellig hule midt i helvede

Barnelægen Amani bruger stort set alle døgnets timer under jorden i et beskyttet hospital kaldet The Cave, beliggende i den belejrede provins Al-Ghouta – et stykke uden for Damascus, Syrien. Den nye rædselsvækkende dokumentar fra Feras Fayyad, der i 2017 stod bag den oscarnominerede Last Men in Aleppo, bærer igen en titel, der helt konkret deler navn med det miljø der skildres. Som i sin forrige film, finder Fayyad igen her også en balancegang mellem en bred undersøgelse af sammenhold i et lokalmiljø i ruiner, samtidig med en intim portrættering af sine opofrende subjekter: det enkelte menneskes fortvivlelse og ufattelige mod blandt tusindvis af lemlæstede kroppe.

Foto: Camera Film

Fluen på væggen. Det er i sin mest anonyme og tilbagetrukne tilstedeværelse, at kameraet fanger de mest interessante og hjerteskærende øjeblikke. Som da Amani fejrer sin fødselsdag med kollegaerne på det trængte hospital. Med hele filmskabelsen i baggrunden – observerende i stedet for dramatiserende – følger kameraet bare med, mens Amani og kollegaerne i et øjebliks fred spiser popkorn og driller hinanden. Strømmen af kvæstede mænd, kvinder og særligt børn, fra gaden til de underjordiske gange, er konstant og bedøvende barsk i sin direkte fremvisning, men det er disse oaser, der sætter det hele i perspektiv. En allemands-hyldest til livet, midt i alt den ubegribelige død.

Drømme i døden. ”I knew that this life would be very tough. But also more honest”. Amani og kollegaernes handlinger er af en anden verden. En helgengerning midt i helvede på jord, men også en søgen efter højere mening. Her åbner en særligt spændende tematik sig i The Cave: Amani og hendes kvindelige kollegaer arbejder ligeværdigt med mændene på hospitalet – en situation, der ville være utænkelig på landjordens Syriske samfund. Et ufatteligt moralsk dilemma, og en i sandheden potent samfundskritik, gemmer sig i disse kvindeskæbner i det underjordiske hospital, hvor krigens rædsler bringer dem tættere på at opfylde deres personlige drømme. En tematisk udforskning, der desværre kun glimtvis dukker frem i filmen.

Foto: Camera Film

Unødvendig dramatisering. Et helt andet moralsk dilemma udspringer af selve Fayyads skildring af krigen. For hvordan skaber man egentlig et filmisk narrativ ud fra virkelige menneskers meget virkelige lidelser? Uanset hvor ærværdige intentionerne bag er, og det er de unægteligt, føles den fiktive iscenesættelse, der tydeligt dukker op undervejs i The Cave unødvendig og malplaceret. Montager af skrigende børn på operationsbordet tilsat intens musik og reaktions-close-ups.  Meningen er vel at publikum skal engageres følelsesmæssigt, rives med af fortællingen, men billederne og de rigtige menneskelige skæbner burde tale for sig selv. Et fabrikeret klimaks i en fortælling, der ikke behøver dramatisk opbygning.

Foto: Camera Film

Når byerne falder, fortsætter kampene under jorden

“We tried to survive. We tried to stay in our homes. That’s all.” Sådan siger Amani i en voice-over mod filmens slutning, der efter min mening fungerer bedre som fiktivt fortællegreb. En ærlig og åbenlyst påsat ekstra personlig refleksion over de dokumenterede, virkelige hændelser. En sætning, der både belyser hvordan krigen reducerer al civilisation til dyrisk nødvendighed – flygt, kæmp eller dø – men også, i lyset af det vi har set, afslører Amanis ydmyge godhed. Hun kunne være flygtet før, men valgte at blive og kæmpe for livet. Her, og i sine bedste øjeblikke, præsenterer The Cave et grundsympatisk indblik i de mennesker, der er villige til at ofre deres eget liv for andres overlevelse.