Et umage par
Siden sin første udgivelse i 1740 har Skønheden og udyret været et symbol på, at det er det indre, der tæller. Det smukke budskab fik Disney i 1991 forvandlet til den første animerede spillefilm i historien til at modtage en Oscarnominering for Bedste Film. Budskabet er da også vigtigere end nogensinde i nutidens politiske klima. Derfor (om end ikke kun derfor) har Disney valgt at vække ”deres” fine eventyr til live i en live-action storfilm, der forhåbentlig kan lokke hele familien i biografen. Tidligere på året var det Junglebogen, Peter og dragen og Alice i Eventyrland: Bag spejlet, der havde fået samme overhaling. Men nu er det altså tid til et sandt eventyr.
Eventyrlig musical Ja, eventyret om den yndige Belle og det afskyelige udyr er i sandhed eventyrligt. Når den klassiske fortælling krydres med skønne sange og flotte farveeksplosioner, kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet. La La Land er ikke den eneste film i år, der har fået foden til at bevæge sig i takt.
En ægte familiefilm. Det er i sandhed Disneys Skønheden og udyret. Det føles langt hen ad vejen som en pund-for-pund genindspilning af deres Oscarvindende klassiker (for musik, ikke for Bedste Film). Hvis man så den i sin barndom, er den nye udgave et glædeligt gensyn. Hvis man aldrig har mødt hverken Skønheden eller Udyret, er 2017-udgaven bestemt heller ikke en dum førstegangsoplevelse. Kort sagt: den er for hele familien – og gerne samlet.
Visuel flot og livagtig. Udover at filmen er visuel smuk, er den også særdeles livagtig. Her tales hovedsageligt om Dan Stevens’ udyr, der udtrykker lige så mange følelser som hans menneskelige modparter. Det 21. århundrede har efterhånden budt på mange fantastiske motion capture-præstationer som fx Andy Serkis’ Gollum og Benedict Cumberbatchs Smaug. Dan Stevens’ præstation er bestemt også en fornøjelse.
Tegneseriekarikatur. Når man ser en tegnefilm, tænker man ikke over, at karaktererne opfører sig, som om de er med i en tegnefilm. Når der er virkelige skuespillere på skærmen, er det dog en anden sag. Det kan pludselig gå hen og virke meget kikset, hvilket til tider er tilfældet her.
Banal. Det er virkelig en banal historie – selv hvis man ikke kender den på forhånd. Der er aldrig tvivl om, hvor vi er på vej hen, hvorfor vi aldrig opnår sand spænding. På trods af et par blodtørstige ulve og en omgang knivskarpe høtyve er det i virkelighed én stor dans på roser.
Magien lever
Disney har vækket magien fra deres klassiske tegnefilm til live. Skønheden og udyret anno 2017 kan både fungere som et nostalgisk gensyn og som en dejlig førstegangsoplevelse. Det er et eventyr og en familiefilm på godt og ondt, hvor der synges og danses i tegneserieagtig eufori. Om den beskrivelse lokker eller skræmmer må så være op til den enkelte.