Safari – Anmeldelse

Ørkenvandring gennem savannesand

Under Afrikas brændende sol spejder en gruppe svedende, tysktalende storvildtjægere efter deres bytte. Et skud lyder, dyret udånder, og snart foreviges dødsakten med et kameraklik. Alt imens inviterer filmkameraet publikum med ud på savannen, hvor vi følger den hede trofæindsamling med nøgternt, køligt blik. Indimellem jagtoptagelserne delagtiggøres vi i gruppens fascination af og paradoksale fremmedgørelse fra de flotte, døde dyrekroppe, gennem enkelt opsatte interviews i tungt besmykkede jagtstuer. Det er et spændende udgangspunkt, der i forløsningen desværre ender med at føles mere som en kedsommelig maratonfremvisning af feriefotos, end som en egentlig filmisk oplevelse.

Foto: Scanbox Entertainment A/S

Momentvis morsom. Filmens tempo er kvælende langsomt, men indimellem faciliterer de lange indstillinger sorthumoristiske øjeblikke, hvor jægernes akavede samtaler og savannens dybe, stille ro, fremkalder tiltrængte smil på biografsalens gabende mundvige.

Foto: Scanbox Entertainment A/S

Uvedkommende hjemmevideoformat. Vi bruger utallige, alenlange minutter i selskab med de skydeglade villavejsjægere, der traver hvileløst rundt i deres søgen på kødelige tilføjelser til IKEA-køkkenet. Der kunne skæres uendeligt meget mere ind til benet, uden at de underliggende pointer om vestens distancerede kapitalisering af det Afrikanske kontinent ville stå svagere.

Uforløst postkortsskønhed. Billederne af Afrikas store, åbne vidder og det sprudlende dyreliv, der lever på dem, fremkalder en naturlig fascination af det eksotiske og storslåede. Dog er der ingen gribende narrativer, ingen sprudlende kemi mellem filmens personer, som postkortsindstillingerne kan hænges op på. Jagtoptagelserne ender med at føles underligt blodfattige.

Unuancerede og usympatiske portrætter. De tyske trofæturister er tydeligt fremstillede som grådige, utænksomme, spidsborgerlige vesterlændinge, der udnytter og udstiller naturens uberørte skønhed. Mange af interviewsituationerne virker overfladiske og uvedkommende, og perspektiver om jagtindustriens skabelse af arbejdspladser og de indfødtes forhold til turismen, forbliver usagte.

Foto: Scanbox Entertainment A/S

Halvanden times moralprædikende lysbilledshow

Den østrigske instruktør Ulrich Seidl fremviser uden tvivl en række interessante observationer om menneskets natur og om storvildtjagtens moralske absurditeter. Tunge emner er dog sjældent fortalt bedst gennem tungt filmsprog, og i Safari føles den insisterende fluen-på-væggen tilgang som en langsommelig, belærende hjemmefremvisning fra en overentusiastisk amatørfotograf, der har skudt en række store, stygge hobbymordere med et engangskamera.