A longer time ago…
For lang tid siden, i en galakse langt borte, vågnede kraften og lagde grundlaget for den mest ikoniske filmserie nogensinde. Efter mange års slumren (nogle vil endda mene mange årtier) vågnede kraften på ny. Star Wars: The Force Awakens tog det intergalaktiske univers med til nutiden, og publikum var ellevilde. Nu bliver vi taget tilbage til før, det hele begyndte. Før planeter kunne destrueres med blot et enkelt tryk på en knap. Før ’Dødsstjernen’.
Foto: Lucasfilm Ltd.
Universet er som altid visuelt levende. Fantastiske planeter og fantasifulde væsener bliver visuelt vækket til live i imponerende grad. Der er ikke sparet på noget, så vi får en flot og storslået blockbuster.
Fede kampscener. Selvom der ikke krydses lyssværd i denne omgang, er der mange andre vilde kampscener. Udover medrivende skududvekslinger med de velklædte ’Stormtroopers’ er der også mere old-school kampsituationer. Den nye karakter, den blinde vogter Chirrut (Donnie Yen), er fx en fryd for øjet. Med en hårdtslående stav bringer Chirrut lidt kung-fu ind i universet, hvilket er en dejlig forandring.
Foto: Lucasfilm Ltd.
Dialogen er alvorlig og overdramatisk. Skuespillet lider under et uskarpt manuskript. Der er sjældent en kæk bemærkning eller et glimt i øjet, men derimod en konstant overdramatisk alvor.
Få nye karakterer, som er interessante. De nye karakterer gør ikke meget, for at sætte sig fast i vores hukommelse. Førnævnte Chirrut er måske den eneste, man virkelig husker. Resten er flade, kedelige karakterer, der kun er en dråbe i det store Star Wars-hav.
Universet bliver malket og malket. Kunsten ved en afsluttet historie er efterhånden død i Star Wars-regi. Spin-offs og prequels overflyder filmlandskabet, og Rogue One er ikke en undtagelse. Star Wars-universet malkes af en årsag alene – $. Det føles på ingen måde som en unik, uundværlig historie. Tværtimod.
Foto: Lucasfilm Ltd.
Det fantastiske univers malkes tyndt
Når Darth Vaders frygtindgydende skygge pryder væggen, kribler og krabler det i kroppen. Rogue One nyder godt af flere af universets ikoniske elementer, men har desværre ikke meget selv at byde ind med. Måske skal J.J. Abrams på endnu en redningsaktion?
Lawrence of Arabia -Anmeldelse
The Meg – Anmeldelse
