Som at stirre ind i ilden
Maleren Marianne iagttager den forlovede Héloïse på afstand. De er ude på en åben mark, og et stort bål brænder mellem dem. Alt imens er de omgivet af et kvindekor, der klapper i taktfaste rytmer og synger i atonale harmonier. Som de får øjenkontakt, slikker flammerne det nederste af Héloïses kjole, der antænder. Lige dér får Marianne inspirationen til det hemmelige portrætmaleri, hun med tiden vil male: en sitrende, sanselig, stærk, men også tragisk repræsentation, der er lysår fra det pæne, polerede billede, hun er blevet hyret til at fremstille til Héloïses kommende ægtemand.
Foto: Camera FIlm
En myte om kunst og kærlighed. Vi befinder os i Frankrig i 1700-tallet, og de to unge kvinder er dybt forelskede i hinanden. Mariannes opgave er at male Héloïse, uden at hun finder ud af det. Så de stjålne blikke får dobbelt betydning: de indeholder både kunstnerisk inspiration og forbudt begær. I scenen beskrevet ovenfor, bringer instruktør Céline Sciamma den velkendte myte om geniet og musen – to fordømte elskende – et nyt sted hen. Poetisk, fritflyvende, sprængfyldt med en distinkt feminin energi, men stadig grundet i en realistisk historisk virkelighed, bliver den lesbiske kærlighed behandlet som legendestof.
Minder på tværs af tid og medier. Mens Marianne må male Héloïse ud fra glimtene og sin egen hukommelse, giver filmkameraet os som seere et mere detaljeret, virkelighedsnært privilegie. Det er dog selvfølgelig også nøje udvalgt, hvilke glimt vi ser, og i et vidunderligt klimaks finder Sciamma ind til en fælles sandhed for de to ellers væsensforskellige medier: billedets betydning afhænger af øjnene der ser, og minderne de gemmer.
Ufortrødent romantisk. Man kunne beskylde filmen for at skære tingene ud. Symbolikken er til at tage og føle på, og tydeliggørelsen af karakterernes og instruktørens kunsthistoriske bevidsthed er ikke subtil, men inddraget som oppositionel kommentar, er den heller ikke tilfældig. Det er en film om opgør, om kvinders kamp for rettigheder, men mest interessant er det en film om kærlighed. Ikke kun til andre mennesker, men til livet. En film om at tillade sig lykken, friheden og skønheden, velvidende konsekvenserne og smerten, når det hele forsvinder igen.
Foto: Camera Film
Et menneskeligt klarsyn
Der er en imponerende selvfølgelighed over Portræt af en kvinde i flammer, der både fremstår som en arketypisk romantisk tragedie og et ultraspecifikt indblik i en gruppe kvinders liv, i løbet af nogle år, engang for længe siden. På trods af Mariannes forsigtige observation af Héloïse, beskæftiger filmen sig ikke selv meget med antydningens kunst. En film af tydelige fremstillinger, der aldrig er direkte provokerende, eksperimenterende eller konfronterende, men radikal i dens enkle insisteren på forelskelse, inspiration og besættelse som basale rettigheder for alle mennesker. Klassisk og teatralsk, moderne og rebelsk, minimalistisk og præcis – et storværk, som alle har adgang til, og alle burde opleve.
Shorta – Anmeldelse
