D-dags b-side
I timerne op til de allieredes skelsættende landgang i Normandiet udspillede et hidtil ufortalt kapitel af historien sig. En lille gruppe amerikanske soldater blev sendt ind bag fjendens linjer for at uskadeliggøre et radiotårn – en mission, der eftersigende skulle afgøre krigens endelige udfald.
I nattens mulm og mørke står den amerikanske deling overfor en tysk modstander, der er 10 gange større. Situationen, der allerede virker aldeles uoverskuelig, forværres, da det kommer frem, at nazisterne er ved at fremstille uovervindelige zombiesoldater i katakombernes mørke. Boy, that escalated quickly.
Spænding i scenerne. Denne genrehybrid skeler både til thriller- og gysergenren, hvilket resulterer i en solid håndfuld scener, der emmer af nervøs spænding. Flere af situationerne balancerer på en knivsæg, og vi kan ikke gøre andet end at afvente udfaldet med svedige håndflader.
Computerspilsmission. Filmen føles langt hen ad vejen som et kapitel i et computerspil, hvor en vis mission skal fuldføres. Missionen her kræver både stealth rekognoscering, insisterende forhør og uhæmmet skududveksling. Missionen er skarpt defineret, og det er derfor nemt at følge med fra start til slut.
Umiddelbar underholdning. En film, der indeholder zombie-nazister, kan kun være underholdende – og det er Overlord også. Der er en umiddelbar glæde ved filmens trippede præmis, der for det meste underholder med smæk for skillingen. Og så er det fantastisk at se Pilou Asbæk slå sig løs i sin mest skurkagtige rolle til dato.
Tager sig selv for alvorligt. Overlord lugter af b-film, og det er der som sådan intet i vejen med – men så skal den også bare dyrke det. Fyr den af med det kiksede, kitschede og overdrevne! Desværre holder den igen og forsøger at give den som Saving Private Ryan part 2. Det bliver for plain Hollywood, og man savner, at den går linen ud.
Ventetid. Forventer man en film, der ustoppeligt har fart på, bliver man en smule skuffet. For ofte bruges tiden på at afvente en situation, mens luften langsomt går af ballonen. Filmen kunne godt have været skarpere skåret.
Fejler dramatisk. Når filmen giver sig i kast med de mere følelsesprægede dramatiske scener, mindes man om, at det her ikke er a-niveau. Dialogen er klichéfyldt, og skuespillet kan ikke altid bære de scener, der lidt malplaceret prøver at give os tårer i øjnene.
Zombiekrig i stramme rammer
Overlord byder på overvejende veldrejet action, der aldrig taber sin mission af syne, og hvis skarpt definerede computerspilsformel holder spændingen ved lige fra start til slut. Desværre føles rammerne også en tand for stramt optrukne. Det hele bliver for pænt poleret i forhold til filmens syrede præmis, der med friere tøjler kunne have produceret årets vildeste b-film.