Mafia III – Anmeldelse

No more spaghetti and meatballs

I Mafia III er det slut med Italienske gloser og fint strøgne jakkesæt. Udvikleren Hangar 13 tager et ordentligt spring i tid og sted fra storbygangsternes storhedstid i  New York frem til 60’ernes sydstater. Men selvom det er Hendrix og ikke Chuck Berry der præger radioen og vores hovedperson ikke er tilnærmelsesvis italiensk, skal Mafia dog stadig være Mafia. Lincoln Clay, vores bistre hovedperson er blevet stukket i ryggen på det værste og den står nu på en kavalkade af bestikkelse, afpresning og ikke mindst mord i hobetal. Så selvom byen og tidsalderen er ny, er vi i den grad stadig på spirituel hjemmebane i Mafia III.

En god portion stemning. Mafia III’s fiktionelle New Orleans-kopi, New Bordeaux bringer elegant USAs historiske sydstater til live på godt og ondt. Der er ikke lagt fingre imellem med den åbenlyse segregation og racisme, og selvom foden af og til hviler for tungt på n-ords-speederen, er det med til at belyse en virkelighed, som man for en stund føler sig som en del af. De forskellige områder i spillets store verden er forskellige fra hinanden, og det kan tydeligt mærkes og ses, om man befinder sig i den sorte slum eller i det hvide overklassekvarter.

Soundtracket rammer plet. Soundtracket i Mafia III har ganske enkelt det hele fra sin tidsalder. De forskellige tidssvarende hits skubber og flår i hinanden for at komme ud af lige præcis din bilradio, og kunstnerne tæller blandt andet Creedence Clearwater Revival, Rolling Stones, Aretha Franklin og Johnny Cash. Samtidig sørger et instrumentalt soundtrack, præget af dovne mundharmonikasoloer og dybe baslinjer også for at de mange skuddueller får et ekstra skud 60’er-vibe oveni.

Den kunstige intelligens er rent ud sagt elendig. Samtlige gangsterhåndlangere i New Orleans har det til fælles, at de er snotdumme. De ser sjældent mere end fem meter frem for sig, ligesom de også på det skammeligste overser det ene lig efter det andet – en faktor der gør stealthmissioner en del mindre spændende, end de burde være. I åben kamp har fjenderne også kun to taktiske tricks i ærmet: At poppe regelmæssigt og forudsigeligt op bag deres dække eller tonse direkte imod dig og den sikre død, hvilket gør at skudvekslinger hurtigt begynder at tage den samme forudsigelige form, uanset hvilken mission man befinder sig i.

Transport er ingen fornøjelse. Verdenen i Mafia III er langt fra lille, og med store verdener burde også følge et fast travel-system, der skal kunne få dig fra A til B med kun en loadingskærm som fartbump. Det er dog ikke tilfældet i Mafia III, og som spiller er du tvunget til at køre den lange vej the good ol’ fashioned way med hænderne på rattet. Og det ville ikke have været et så stort problem, hvis bilerne ikke havde været så irriterende at køre i. Køretøjerne er enten enormt tunge eller helt ustyrlige og det gør at vejen fra A til B mest af alt er frustrerende – og altså endnu mere, når man ikke kan springe den over.

Byen er ligeså tom som den er smuk. New Bordeaux er autentisk og proppet med atmosfære. Men byen i sig selv er stort set blottet for aktiviteter og muligheder for at interagere med miljøet. Hvis det ikke har noget med blod, våben og andre kriminelle opslagsord er der rent ud sagt latterligt lidt at tage sig til i den ellers gennemførte by.

Der er alt for langt mellem de spændende missioner. De er altså at finde derinde – de unikke og mindeværdige missioner, der ikke ryger i glemmebogen lige foreløbig. Problemet er bare, at de ligger dybt begravet i en jungle af ensformige og frustrerende stik-i-rend-drengsærinder, der alle sammen kan koges ned til samme ensformige objektiv: Hvis de skyder på dig, så skyd igen.

Et kedeligt skridt tilbage for serien

Lad det være sagt med det samme: Beslutningen om at lægge den italienske gangsterhistorie bag sig er en modig og tiltrængt en af slagsen – New Bordeaux og fortællingen om Lincoln Clay fungerer. Det er dog svært at skimte fortællingen, den tykke atmosfære og den smukke by, når det konstant skal være indhyllet i en tåge af copy-paste missioner, idiotiske fjender og generelt dårligt design. Det kunne have været så godt, og det er svært ikke at blive charmeret af spillet. Det må bare sandes, at Mafia III er et ufuldstændigt spil, der faktisk formår at være et skridt tilbage i forhold til sin forgænger fra 2010.