Joker – Anmeldelse

Smiler klovnen også under sminken?

I en indledende scene sidder Arthur Fleck (Joaquin Phoenix) med fingrende dybt inde i munden. Han hiver i mundvigerne for at frembringe et stort klovnesmil, for selvom hans ansigt er malet med klovne make-up, er det tydeligt for enhver, at han ikke er en munter figur. Han er tværtimod deprimeret, forskruet, ret uhyggelig og helt og aldeles tragisk. Fra starten klargør instruktør Todd Phillips, der tidligere har instrueret drengerøvskomedierne i Hangover-franchisen (2009 – 2013), at hans Joker handler om mødet mellem komedien og tragedien. Dette bliver (over)tydeliggjort i løbet af filmen, og det er ikke en stor spoiler at afsløre at Arthur på et tidspunkt maler sit klovnesmil i blod. Folk kommer til skade, og filmen har for uvane at påpege, hvor ’seriøs’ den er, men udforskningen af den triste klovn som ikon, som menneske, og som produkt af samfundet er et spændende afsæt. Faktisk vrimler det med klovne i Phillips’ imødesete Guldløvevinder.

Foto: SF Film

Den fjollede klovn. Joaquin Phoenix er selvsagt forrygende i hovedrollen som den titulære klovn. Hans skuespil balancerer mesterligt mellem komisk og tragisk, når han vrider sin udsultede krop i bizarre danseseancer, eller når han udbryder i maniske grin i upassende situationer. Karakterportrættet, og filmen i det hele taget, fungerer bedst, når den også finder komikken i Jokerens mørke oprindelseshistorie.

Medieklovnen. På et tidspunkt bliver Arthur opdaget af talkshow-værten Murray Franklin (Robert De Niro), efter en katastrofal optræden på en stand-up klub. Et klip fra optrædenen bliver et fast indslag i showet, og Arthur bliver endda inviteret ind som gæst, i starten uvidende om, at han bliver hyldet ironisk. At seerne og gæsterne i studiet betragter ham som en levende joke. Da tingene slår klik, og Arthur begynder at hævne sig på det samfund, der har svigtet ham, bliver han imidlertid hyldet af pressen og Gothams underklasse som en revolutionær helgen. En slet skjult, men interessant kommentar til hvordan virkelige mennesker bliver objektivfiseret, drejet og udstillet ud fra mediernes forskellige agendaer.

Foto: SF Film

Kapi-klovnen. Joker er helt åbenlys omkring sine filmiske referencer. Narrativet om en ustabil og misforstået stakkel, der bliver presset til kanten af et samfund, der har glemt sin medmenneskelighed, forløber til tider nærmest 1:1 med Scorseses Taxi Driver (1976) og The King of Comedy (1982). Samtidig er der også mere end et par tydelige nik mod Nolans Batman-trilogi (2005 – 2012). Det er der jo for så vidt ikke noget i vejen med, men Joker koger sine referencers meget mere nuancerede fremstillinger af helte/skurke-roller og den moderne, vestlige storby som en destruktiv arena, ned til en ensidig og forudsigelig kritik af kapitalismen og individualismens onde væsen.

Superklovnen. Det er både spændende og en smule deprimerende, at Joker maskerer sig selv som en superheltefilm. At historien om en mentalt ustabil hospitalsklovn, der griner af alt det forkerte og myrder folk i smug, ikke havde haft nær samme mængde succes eller omtale, hvis ikke klovnen var selveste Jokeren fra Batman. Skal alle fremtidens fortællinger kobles op på allerede eksisterende franchises, og skal de nødvendigvis handle om, hvordan man enten bliver en helt eller en skurk?

Foto: SF Film

En dræbende joke?

Todd Philips får det sidste grin med Joker. En arthouse-thriller iført blockbusterkappe, der taler lige ind i tiden (den foregår i 80´erne, hvilket efterhånden er det samme som nu) og samtidig citerer klassikerne. Der er et dragende velspillet karakterportræt i fokus, der i sine bedste øjeblikke er både perverst og morsomt, samt en gritty demaskering af mediecirkussets menneskelige konsekvenser. Der er stadig et stykke vej til både Scorsese og Nolan, men så længe der er syge mænd, der vil skyde sit eget spejlbillede og se verden brænde, kan man grine hele vejen til både banken og nu også filmfestivalernes mest prestigefyldte scener. Som næste skridt i superheltefilmens kulturelle verdensherredømme er Joker i sig selv nærmest tragikomisk.