Kærlighed bag tremmer
For præcis to år siden tog Barry Jenkins verden med storm med sin Oscarvindende film, Moonlight. Nu er han tilbage igen med endnu en skildring af, hvad det vil sige at være sort i Amerika. If Beale Street Could Talk er dog meget mere end blot et raceorienteret testamente. Baseret på den anerkendte forfatter James Baldwins roman af samme navn fortæller Jenkins her en historie om familie, kærlighed og et ultimativt dysfunktionelt amerikansk samfund. Det er store emner og store følelser, der er på spil, men Jenkins er om nogen manden, der kan få det hele til at gå op i en højere enhed.
Foto: Angel Films
Øje for detaljen. Det er et nysgerrigt, dog determineret, kamera, der med overskud udpeger de mindste detaljer for os. Et flygtigt blik, et forceret smil. Billederne taler så tydeligt for sig selv, at filmen flere steder slet ikke behøver nogen form for dialog.
Smuk musik. If Beale Street Could Talk er på mange måder en smuk film. En af de ting, der dog stadig sidder ekstra dybt i kroppen, er musikken. Det er smuk musik. Den form for musik der er guddommeligt opløftende og ubærligt hjerteknusende på én og samme tid. Nicholas Britell hedder komponisten. Hør for guds skyld soundtracket på Spotify, Apple Music, eller hvor du kan finde det.
Store følelser subtilt fortalt. I hænderne på en mindre kompetent instruktør, eller et større produktionsselskab, kunne denne film nemt kamme over. Det er store temaer og store følelser. Barry Jenkins er heldigvis en mester i at fortælle subtilt og exceptionelt elegant.
Føles som en drøm. Filmen bevæger sig frem og tilbage i tid. Billederne er gudesmukke, og musikken er hypnotisk forførende. Det føles som om, vi kigger på et minde. Eller en drøm. Det skaber en helt særligt, dybt rørende følelse i kroppen.
Foto: Angel Films
Mange idéer og pointer. If Beale Street Could Talk er på samme tid enkel og kompliceret. Den fortæller en simpel historie, men den kommenterer på utroligt mange ting. Det er svært at anklage en film for at være for kompleks, men faktum er, at flere af filmens pointer drukner, fordi de ikke får plads nok i historien.
Litterær. Filmen fortælles ikke som en klassisk pseudodokumentarisk, socialrealistisk skildring af 1970’ernes Harlem. Man kan bestemt mærke James Baldwins underliggende litterære værk. Derfor kan flere af scenerne virke distancerende som følge af den litterære, nærmest teatralske, recitation. Det vidner dog om en oprigtig kærlighed til forlægget, hvilket man også må respektere.
Foto: Angel Films
Guddommeligt opløftende og ubærligt hjerteknusende
Barry Jenkins’ nyeste føles som ét langt jazznummer. Ikke uptempo a la Chazelle, men langsomt pulserende og forførende som en skrøbelig og sentimental Lee Morgan. Der er en poetisk skønhed i jazzen, men også en ubærlig sandhed om århundreders undertrykkelse. Jazzen kan være guddommeligt opløftende og ubærligt hjerteknusende på én og samme tid. Sådan føles If Beale Street Could Talk.
Shorta – Anmeldelse
