Tilbage til magien
Engang var verden fyldt med magi, men nu er den glemt. Med tiden fandt selv alferne ud af, at det var nemmere bare at tage flyveren. Men hos elverfamilien Lightfoot gemmer der sig et under på loftet: Brødrene Ian (Tom Holland) og Barley (Chris Pratt) får en gave, der kan trylle deres afdøde far tilbage til live for en enkelt dag. En besværgelse kikser selvfølgelig halvvejs, og så står de tilbage med en halv genfærdsfar – fra fødderne og op til bæltekanten. Sammen drager de to og en halv derfor ud på et eventyr gennem et magisk-realistisk forstads-USA, for at genfinde magien og fuldende mindet om en samlet familie.
Foto: Disney
Med minderne på bagsædet. Med Fremad fortsætter Pixar deres vanlige tematiske udforskning af legemliggørelsen af fortidens minder. I denne udforskning ligger der også som altid en interessant parallel til grundessensen af al animation: at skænke liv til det ellers livløse. Denne parallel tager i Fremad en meget bogstavelig, men også absurdkomisk og smågenial drejning. Mindet om den afdøde far spøger i de to brødres opvækst, og nu altså også på bagsædet af storebrors kassevogn – et traume, de bliver nødt til at fremmane i fuld form, hvis de ikke selv skal ende halve.
En ikke helt almindelig high-school. Filmens univers er både morsomt og opfindsomt. En troværdig, satirisk genopfattelse af et arketypisk moderne forstadssamfund – bare beboet af monstre og magiske væsner. En præmis, der næppe er original i Pixars sammenhæng – så tidligt som i deres allerførste spillefilm Toy Story (1995), finder man et lignende udgangspunkt, bare med legetøj. Ikke desto mindre giver det her anledning til en række sjove, rørende og relaterbare betragtninger om at finde ind til sin personlige natur, i et samfund der i stigende grad dyrker det teknologiske og materielle.
På tværs af generationer. Gennem jagten på den forsvundne magi, kommer Ian og Barley naturligvis ikke kun i dybere kontakt med deres egne personligheder, men hjulpet på vej af det halve minde på bagsædet, også på sporet af, hvad der binder dem sammen på trods af forskelligheder. Det ender i et klimaks, der forudsigeligt og ufortrødent storslået, men også unægtelig effektivt, trækker i alle hjertestrenge. Et øjebliks accept af livets flygtighed, men en forståelse af kærlighedens endeløshed i den kollektive hukommelse.
Foto: Disney
En roadmovie med for meget mission. Der bliver leget med både eventyrikonografi og roadmovie-genrens omskiftelige opbygning undervejs, men Fremad er i sidste ende for forhippet på at følge sit centrale plot til for alvor at forløse sit potentiale. Der gives ofte ikke nok plads til at dyrke de små intime momenter, eller de obligatoriske sideveje, hvis optrin og nye bekendtskaber ofte hastes igennem på vejen fremad mod missionens forløsning.
Foto: Disney
Den magiske formel virker stadig
Pixar og instruktør Dan Scanlon (Monsters University) tager ikke studiets kendetegn i mange nye retninger med Fremad, men fortsætter snarere en særlig refleksiv tilgang til animationsmediets iboende tryllekunst. Der er som sædvanligt både gode og knap så gode jokes, store følelsesladede momenter og knivskarp historiefortælling – på godt og ondt. Bedre end rigtig mange andre, formår Pixar dog fortsat at koge ny trylledrik på den samme essens, for deres hemmelige ingrediens vil altid være både magisk og meget menneskelig: Hvad hvis livet er alt vi husker?
Tenet – Anmeldelse
