Der var et yndigt land
Før den 9. april 1940 kunne man med ro i sindet lade Dannebro flagre, mens man fejrede sorgløsheden med sild, snaps og store cigarer. Efter tyskernes besættelse af landet begynder den nationale idyl dog langsomt at slå revner, når venner bliver til fjender, og familier går i opløsning. En af disse familier er Familien Skov. Den velhavende kernefamilie fungerer som et mikrokosmos, der viser, hvordan Krigen splittede Danmark imellem kollaboratører og mostandskæmpere. Samtidig viser filmen, hvordan netop denne grænse ikke altid er sort-hvid.
Foto: Scanbox Entertainment A/S
Den lille familie i den store krig. Selvom Anders Refns bud på en Anden Verdenskrigsfilm er sat op som den nye danske storfilm, er det alligevel de intime relationer karaktererne imellem, der er filmens helt store force. Samtlige karakterer, især Familien Skov, er dybt veludviklede og skaber grobund for et medrivende karakterdrama, der i højere grad føles som kammerspil end en stort opsat krigsfilm.
Magtbalance balancerer på en knivsæg. I starten af 1940’erne er det sociale hierarki i Danmark til at føle på, og når man pludselig smider en besættelse ind i mixet, bliver denne opdeling af magt og autoritet kun tydeligere. Filmen formår at balancere dette autoritære hierarki på en supensefuld knivsæg, hvor stemningen ofte er til at skære igennem, og man kun venter på, at situationen skal tippe til en uheldig side.
Intet er sort-hvidt. Selvom de forskellige karakterer ser sig nødsaget til at vælge side, præsenterer Anders Refn aldrig dette valg som sort-hvidt. Der er få reelle skurke med i filmen, men derimod en masse naive danskere med de rette intentioner og de forkerte beslutninger.
Stort overblik. Det er imponerende, hvordan filmen formår at balancere et stort karaktergalleri og et utal af sideløbende historier, uden man mister hverken interessen eller orienteringen. Vi kommer godt omkring livets mange facetter under den tyske besættelse af Danmark i 1940’erne.
Foto: Scanbox Entertainment A/S
Favner bredt, i stedet for dybt. Selvom det er imponerende, at filmen med stort overskud favner bredt, så savner man lidt fokus i fortællingen. At man kommer lidt dybere ind i de enkelte fortællinger og får lov til at se dem udspille sig til ende. Nogle af sidehistorierne er mere interessante end andre, og derfor ærgrer man sig over, at de ikke får mere skærmtid.
Favner ikke bredt nok. Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, om netop denne film i virkeligheden ville være bedre tjent som en miniserie. Det er ganske vist en fornøjelse at få lov til at opleve den på det store lærred, men man føler desværre, at der er så meget mere at hente. Derfor sidder man også tilbage med en lidt tom følelse, når filmen slutter, fordi man sagtens kunne klare en time eller to til at lade efterspillet udfolde sig.
Foto: Henrik Petit
Den store krig som et lille mikrokosmos
Man må have lov til at have sin skepsis, når man ser, at dansk film endnu en gang giver sig i kast med Anden Verdenskrig. Anders Refn bringer dog enhver skepsis til skamme, når han overbevisende forvandler den store krig til et lille mikrokosmos, hvor familiens opløsning rammende portrætterer Danmark under besættelsen. Der er ikke mange fingre at sætte på De forbandede år andet end, at man ganske enkelt savner mere.
Shorta – Anmeldelse
