Ny omgang med dating-mesteren
Når du nu er blevet træt af diverse reality-programmer, hvor gud ved hvilket uinteressant stykke menneskekød skal date andre lige så inspirerende mennesker, så er der heldigvis tiltrængt mana til sjælen i biografen.
I Highbury og omegn er der ingen tvivl om, hvem der er number one matchmaker: den ufejlbarlige og lettere selvcentrerede Emma Woodhouse (Anya Taylor-Joy). Den lokale Kirsten Giftekniv har en, for andre, irriterende høj succesrate med sine par-dannelser, og det forstærker hendes opfattelse af, at hun bare ikke kan lave fejl. Derfor sætter hun sig for at finde den forældreløse Harriet Smith (Mia Goth) en passende mand, dvs. en som Emma mener, er pigen værdig, og ikke nødvendigvis den Harriet har følelser for. Og så går ellers de store romantiske forviklinger, med masser af fordomme og egoer blandt de noble beboere i Highbury.
Foto: Focus Features
Taylor-Joy er en fryd. Amerikaneren gestalter på ypperst vis den kække brite med det evigt voksende ego. Hun rammer til perfektion et smil, som signalerer både varme, men også selvfedme. Det kontrasteres senere i filmen, hvor det ellers ukomplicerede forhold til vennen George Knightley (Johnny Flynn) bliver mere vanskeligt. Især efter et skønt bal i byen, hvor en dans giver de to unge mennesker mulighed for lige pludselig at være tæt på hinanden og kigge længselsfuldt efter hinanden. Den måde hvor hun holder fast i hans finger efter dansen er slut, ingen lyst til at give slip på øjeblikket, er virkelig fint og skal nok fremtvinge mange dybe suk i biografsalene.
Jane Mother-Effin Austen. Hun kan noget med romance, ord og humor, hende der Austen. Ja, måske er der lige vel mange lighedspunkter i hendes værker, men det har også sine charme, når det er så veludført som her. Præsten Mr. Eton er mindst lige så dum og fornøjelig som Mr. Collins i Pride & Prejudice og så er der et eller andet med dybtfølte øjeblikke mellem elskende i silende regnvejr. Instruktør Autumn de Wilde og manusforfatter Eleanor Catton formår at fremhæve alle de bedste aspekter i adaptionen fra det litterære unikum.
Nighy vs. træk. Scenestjæler nummer et i Emma er uden tvivl legenden Bill Nighy. Fra første øjeblik han nærmest flyver ned ad trappen og siger ’Poor miss Taylor’, fordi husets guvernante har forladt husstanden for at stifte familie, til hans helt igennem hysterisk sjove kamp mod træk. Ja, der sgu intet så skrækindjagende for en hypokonder som lidt kold vind. Nighy giver den fuld skrue og er i hvert sekund han er på lærredet en udsøgt fornøjelse.
Foto: Focus Features
Hov. Efter en forrygende start ryger tempoet lidt hen mod slutningen. Det virker som om, noget er blevet skåret væk for at holde filmen på lige omkring de to timer. Og har man set Joe Wrights Pride & Prejudice fra 2005, vil der også være lighedspunkter, som ikke kan ignoreres. Om det er filmagerne, der har skævet lidt vel meget, eller om det bare er Austen, som har genbrugt ting hist og her, det ved jeg ikke.
Foto: Focus Features
Ingen over Austen
Emma er en vidunderlig dosis livsbekræftende filmhåndværk, hvor humor og kærlighed frembringer lige dele tårer og høje grin på præcis de helt rigtige tidspunkter. Anya Taylor-Joy og Bill Nighy er fænomenale som altid, og resten af skuespillerne er også særdeles veloplagte. Eneste anke på den her helt igennem underholdende tur i den engelske countryside er, at vi allerede har prøvet det hele lidt en gang før. På den anden side, hvorfor smide Messi på bænken, når han scorer alle målene? EMMA FTW!
CPH:DOX 2020 – Interview med programredaktør Mads Mikkelsen
