Libido extraordinaire
På trods af at have vundet en Golden Globe for bedste udenlandske film, formåede Paul Verhoevens Elle ikke engang at blive shortlistet i Oscarens tilsvarende top ni. Uden at vi skal kastes tilbage ind i Awards Season, skal det dog siges, at Elle heller ikke er en klassisk Oscarfilm. ”En film om voldtægt” synes den henkastede beskrivelse at være, når man spørger ind til filmen. En beskrivelse, der er lige så ufyldestgørende, som den er henkastet. Elle er så meget mere. Det er en film om seksuelle frustrationer, relationer, traumer og hemmeligheder. Kogt sammen skabes en giftig, dog delikat, fransk ret, der åbenbart transcenderer det amerikanske Akademi.
Foto: UIP
Isabelle Huppert. Filmen kan og må ikke omtales positivt, uden Isabelle Huppert fremhæves. Fransk films darling er formidabel i rollen som Michèle Leblanc. Selvom vi kan gisne om hendes sande personlighed, bliver vi aldrig rigtig klog på hende. Det synes at være den menneskelige manifestation af filmen som helhed.
En film vi aldrig bliver rigtig klog på. Visse film skal ses en håndfuld gange, før vi kan fastslå, at der ikke er noget at fastslå. Hvis der er et budskab med filmen, så tvinges det på ingen måde ned i seerens hals, som det ellers kan være tilfældet med mange film.
Vedvarende spændende. Filmen spænder vidt fra voldsomme seksuelle overgreb til ”hyggelige” familiemiddage. Lige meget hvor trivielle scenerne synes at være, forsvinder spændingen aldrig. Den reduceres højst til at ulme under overfladen, hvilket også kan være pinefuldt interessant.
Overgår gyseren. Uden på nogen måde at være en gyserfilm, formår Paul Verhoeven at gøre brug af flere af gyserens kendetegn. Han balancerer pirrende suspense og hjerteforstyrrende chok i en grad, der overgår de mest effektfulde gysere. Resultatet bliver derfor til en gysende thriller. Hitchcock ville være stolt.
Vi druknes ikke i sorg. Filmens voldsomme seksuelle overgreb (ental eller flertal?) drukner ikke filmen i sorg og kampen om at finde tilbage til sig selv. Udover at Michéle er for stærk og stolt til det, så byder filmen også på den lejlighedsvise humor (i hvert fald galgenhumor). Skal vi kalde det et hollandsk krydderi til den franske ret?
Foto: UIP
Ikke det store krimimysterium. På trods af at være en film der ikke klæber sig op ad konventionerne, er krimimysteriet meget konventionelt opstillet. Vi ved ikke, hvem der har begået voldtægten, men filmen forsøger da at lede os på vildspor. Dette åbenlyse forsøg på at mislede os, leder os i stedet til hurtigt at gætte den skyldige. Elle er dog langt fra en klassisk whodunnit-krimifilm, så det er altså ikke den største anke.
Foto: UIP
Virkelighedsnær og ekstraordinær
Den Golden Globe-vindende film befinder sig i grænselandet mellem at være virkelighedsnær og ekstraordinær. Måske netop fordi den tillader sig at være ekstraordinær, minder den os om, hvor forskruet virkeligheden er og kan være. Måske fordi tingene sættes på spidsen, og vi ikke kan blive helt kloge på den, rammer den os det hårdere.
Aladdin – Anmeldelse
