Når man pludselig sidder stille
John Callahan (Joaquin Phoenix) er et mindre nervevrag, hvis rystende krop kun kan dulmes af en ordentlig slurk stærk spiritus fra morgenstunden. Hans liv er en ren rundtur af usunde gentagelser, der ikke ser ud til at have nogen ende. Det er lige indtil en dag, hvor han kommer ud for en slem ulykke, som henviser ham til et stillesiddende liv i en kørestol. I dette mørke finder han dog lys, når han indser, at når man pludselig sidder stille, kan man hverken løbe fra sig selv eller sin fortid.
Kraftpræstationer. Joaquin Phoenix er filmens hjerte og fuldstændig fantastisk. Han formidler John Callahans kompleksitet med prisværdig overbevisning. Også Jonah Hill leverer på højeste niveau med sin skarpeste præstation siden The Wolf of Wall Street (2013).
Gode biroller. Gus Van Sant formår også at få en hel del ud af de mindre roller. Det er interessante karakterer med gode historier, der bliver legemliggjort af store stjerner som Jack Black til helt nye ansigter – og alle er velspillende.
Afbalanceret sentimentalitet. En god feel-good, hvilket denne film er, skal også have noget feel-bad, så det ikke bliver ren lutter lagkage. Letheden og alvoren balanceres fornemt filmen igennem, og resultatet er rørende fremfor rørstrømsk.
Morsomme karikaturtegninger. I løbet af filmen fodres vi med mange af John Callahans autentiske karikaturtegninger, og Gus Van Sant fremstiller dem på særdeles morsom vis. Ikke nok med at de er sjove indslag, så har de faktisk også reel relevans for den samlede historie.
Ikke bemærkelsesværdig flot. Filmens force ligger ikke i dens æstetik. Den er jævnt filmet med sporadiske momenter af grimhed. Det gør ikke det store for lige netop denne historie, men man kunne da stadig have ønsket, at den var lidt mere visuelt betagende.
Hjertevarm terapitime
Gus Van Sants seneste er en rørende og terapeutisk behandling af virkelige dæmoner, der aldrig taber syne af selvironi og hjertevarme. Joaquin Phoenix er uforglemmelig og leverer en sand tour de force i sit fangende og aldeles troværdige portræt af den særegne karikaturtegners turbulente liv.