Dogman – Anmeldelse

Et hundeliv

I den napolitanske forstad, hvor hundeelskeren Marcello bor, er der langt til fin italiensk gastronomi i måneskinnet akkompagneret af kærlighedsvarme serenader a la Lady og vagabonden (1955). Marcellos virkelighed i det rå og grå boligkvarter er præget af småkriminalitet og voldelige eskapader. Hundemanden Marcello er selv stille som en udmattet bichon frisé, men nabolagets bølle Simone skaber skræk og rædsel som en rabiesbefængt rottweiler. Der går ikke længe, før de to modsætninger går skævt af hinanden, og Marcello for alvor kastes ud i et regulært hundeliv.

Foto: Camera Film

Modsætninger. Den italienske instruktør Matteo Garrone dyrker virkelig modsætninger i denne film – lige fra visuelle motiver til karaktererne i lokalmiljøet. De største modsætninger er Marcello og Simone, og det er da også spændingsfeltet mellem disse to, der holder filmen dynamisk vibrerende fra start til slut.

Skæv. Selvom Garrone tydeligt skæver til den italienske neorealisme, er hans stil dog helt sin egen. Tankegangen er altid skæv, og han leger med virkemidler fra forskellige genrer, hvilket i sidste ende gør Dogman til en rendyrket Garrone-film. En blanding mellem The Embalmer (2002) og Gomorra (2008), hvis man skal sammenligne med instruktørens øvrige film.

Mørk og rå. Der er ikke meget pussenusse puddel over dette savldryppende bæst. Dogman har både klør og skarpe tænder, og begge tages flittigt i brug. Omgivelserne er mørke, stemningen er rå, og volden lurer lige om hjørnet. Filmen er chokerende til tider, og fascinerende hele vejen igennem.

Foto: Camera Film

Tungnem hovedkarakter. Den lille hundedressør er i virkeligheden meget rar, og han spilles overbevisende af Cannes-vinderen Marcello Fonte med det karakteristiske smil. Alligevel er Marcello en person, man har lyst til at gribe fat om og ruske igennem. Han tager til tider så åndsvage beslutninger, at han nærmest lige så godt kunne begynde at grave sin egen grav.

Foto: Camera Film

Forstadsgangstere med bid i

Matteo Garrones nyeste er en skæv og dybt fascinerende størrelse. Den typisk velklædte italienske mafia er i Dogman erstattet af småkriminelle slagsbrødre i Adidastrøjer og nedslidte løbesko. Her er der ingen veludførte likvideringer, men derimod masser af hundeslagsmål. Det er en mørk og rå virkelighed, der krydres med Garrones flair for det absurde og ender i en helt unik og ganske seværdig film.