CPH:DOX – Afrunding

Det bedste og værste fra hovedkonkurrencen

I søndags, d.25. marts sluttede dette års CPH:DOX festival. En festival, der bød på et utroligt bredtfavnende og mangefacetteret program, der udover dokumentarfilm også bød på et væld af events, udstillinger, fester osv. Redaktionen her på siden har haft travlt andetsteds, og har derfor haltet bagefter i dækningen af festivalen. Det beklager vi. Dog vil vi her bidrage med at liste de 12 film i hovedkonkurrencen til DOX:AWARD efter antal stjerner, og slutteligt komme med vores bud på konkurrencens to bedste og to værste film. Vi håber alle har haft en god festival!

Foto: cphdox.dk

Last Year in Utopia

Første sæson af tysk Big Brother bliver genskabt og genfortalt igennem rekonstruktionen af udvalgte episoder. Det er prætentiøst og meta på den dårlige måde, men værst af alt, så er den røvhamrende kedelig. Det går dræbende langsomt med at komme frem til pointer og vinkler som ultimativt er uinteressante.

Giants And The Morning After

Fortællingen om en flok småbyboeres hverdags-trummerum i Sveriges mindste kommune, Ydre, er næsten præcis så uvedkommende som man kunne frygte. Forsøget på at skabe et charmerende, humoristisk og mystisk indblik i et lokalsamfunds små dramaer, drukner desværre i det faktum at meget få af personerne har ret meget interessant eller sjovt at byde på, og forsøget på at kaste den lille kommune i et overnaturligt lys, via diverse folkemyter virker påklistret og uforløst.

The Great Game

Den storladne familiekrønike om Haslund-Christensen klanen byder på flere rørende momenter i forholdet mellem far og søn, og i deres møde med bedstefarens antropologiske hjertebarn: en lille stamme i Mongoliet. Den byder desværre også på lidt for mange plotsidespring og et skævt fokus på konspirationslignende granskninger af fortidige dokumenter, samt en for lang spilletid.

Central Airport THF

Miljøbeskrivelsen af den nedlagte tyske lufthavn, Tempelhof, har fokus på de tusindvis af asylansøgere, der siden 2015 har brugt de tomme hangarer som hjem. Filmen kan virke ufokuseret og langsommelig, men har man tålmodigheden med sig, er der en række gribende personportrætter, og en i sidste ende livsbekræftende fortælling om håb, at tage med sig.

The Raft

Vinderen af DOX:AWARDs The Raft fortæller den sande historie om en gruppe mænd og kvinder der, i forbindelse med et sociologisk projekt, begiver sig på en vanvittig rejse tværs over Atlanten på tømmerflåde. Historien er fortalt af hyggelige besætningsmedlemmer og fremragende arkivmateriale. Desværre bliver eksperiment-delen brugt for lidt, og bliver skubbet i baggrunden til fordel for hyggelige, men intetsigende anekdoter.

Lost Warrior

“Filmen byder på flere hjerteskærende momenter, når mor og søn genforenes kort med far i Afrika. Konfrontationerne er uundgåelige, usikkerhederne er frygtindgydende og ømheden er pletvis, men oprigtig og gribende. Filmen er dog en smule unuanceret i både sin behandlig af de politiske dilemmaer og karaktertegningerne af de to hovedpersoner.”

Extinction

I de lange sort/hvide indstillinger følger vi Kolya fra Moldova, på en rejse igennem Sovjets historie og dens indflydelse på den russiske selvforståelse. Det er en rigtig kunstfilm med alt dertilhørende. De langsomme tempo, monologerne, brugen af tableauer, og den sort/hvide æstetik er bestemt ikke for alle, men er man til den slags så er Extinction  ganske veludført.

Welcome to Sodom

En infernalsk Ghanesisk losseplads er centrum for en myriade små skæbnefortællinger, fra de folk der dagligt arbejder der. Filmen byder på adskillige geniale momenter, heriblandt årets måske fedeste dansescene!, men dens konstante hoppen frem og tilbage mellem personer, gør at man desværre aldrig rigtig kommer under huden på nogle af dem.

Hale County This Morning, This Evening

En eksperimenterende dokumentar, der på poetisk vis lander midt i tidens hotteste emne: Identitetspolitik. Hale County er et impressionistisk essay om livet for afro-amerikanere i byen Hale County i sydstaten Alabama. Filmens styrke findes i dens fragmenterede udtryk, hvor brudstykker af borgernes dagligdag danner den større helhed.

América

”En tårepressende musikalsk finale, en farverig hyldest til mexicansk kultur og et dybt underholdende indblik i en særpræget familiedynamik, gør ikke blot América til en perfekt doublebill til Pixars Coco fra tidligere i år, men også til en fremragende lille dokumentar i egen ret.”

Bisbee ’17

Igennem rekonstruktion med byens beboere som deltagere, fortæller Bisbee ’17 historien om en tragisk episode i Amerikansk historie. I 1917 blev strejkende arbejdere, mange af dem immigranter, sendt i eksil fra den lille by. Venner og familier blev splittet og byen ligeså. Gennem beboernes rekonstruktion af begivenheden får vi alle sider af historien, og det er i selvsamme borgeres ærlighed og refleksion vi får et billede på amerikansk kultur.

Foto: cphdox.dk

De to bedste

Niels Kristian Bonde Jensen

América:

Dette lille, fokuserede familieportræt, er både morsomt, unikt, løjerligt og fuldstændig bedårende. Som mange af de bedste dokumentarer, åbner et lille, nichet emne sig op, til at beskrive noget meget universelt gennem det meget specifikke. Her mediteres der over forholdet til familie, til minder og til ansvar, på en universel og almenmenneskelig måde.

Oliver Marc Noppenaug

Bisbee ’17

På Dox blev den kaldt en “meta-western” og den beskrivelse er på én gang rammende og ikke spor fyldestgørende. Den lille by Bisbee danner western rammen for et nærmest antropologisk studie landsbysamfund i USA. Det er en film der på helt utroligt mange måder fortæller og kommenterer på den Amerikanske historie og selvforståelse. Den gør hvad en dokumentar skal kunne, og den gør det på meget vellykket vis.

De to værste

Niels Kristian Bonde Jensen

Giants And The Morning After:

Beskrivelsen som ”det svenske svar på Twin Peaks”, en miljøbeskrivelse af en række skøre, skæve småbyboere og deres indbyrdes intriger, tilsat metafysisk mystik og skandinaviske folkemyter, lød nærmest som beskrivelsen på min kommende yndlingsfilm. Der er derfor ingen tvivl om at dette for mig er festivalens største skuffelse. Filmen er ikke direkte elendig, men den er ubærlig uvedkommende, tandløs og godt gammeldags kedelig. Øv!

Oliver Marc Noppenaug

Last Year in Utopia

Jeg føler bestemt ikke skuffelse når jeg tænker på Last Year in Utopia. Jeg føler vrede og irritation. For at dumpe ned på filmens eget meta niveau, så har jeg det som om at jeg er med i en rekonstruktion af Kejserens Nye Klæder når jeg reflekterer over Last Year in Utopia. Jeg kan sagtens se at kejseren har bar røv, men det er som om at det stadig er mig der bliver gjort grin med. En ganske provokerende affære og jeg må indrømme at jeg bestemt ikke kan se hvordan den har sneget sig med på DOX programmet.