CPH:DOX 2019 – Pros & cons efter første weekend

Op- og nedture

Årets udgave af Skandinaviens største dokumentarfilmfestival ruller for fuld udblæsning. Første weekend er nu overstået, og der har været flere dejlige opture, men desværre også nogle slemme nedture. I denne artikel sætter vi spot på nogle af de film, du enten skal skynde dig i biffen for at se, eller som du sagtens kan holde dig fra.

X&Y

X&Y – Satirisk socialt eksperiment om hvordan man penetrerer Mikael Persbrandt (af Niels Bonde Jensen)

I provokatøren Anna Odells omtalte og stjernespækkede nye film X&Y, indlogerer seks skuespillere sig på et stort, tomt film-set. Her skal de over to længerevarende perioder gestalte forskellige aspekter af henholdsvis den svenske skuespiller Mikael Persbrandt og Odells egen personlighed. Gennem en række tiltagende latterlige øvelser og samtaler, hvor de aldrig må bryde karakter, skal den kreative proces munde ud i et manuskript. Den film vi ser, er en rekonstruktion af en lignende proces, som skuespillerne rent faktisk var igennem under filmens tilblivelse.

X&Y kunne meget nemt ”bare” have været en ambitiøs, men i sidste ende tom metafilm, der leger med temaer som identitet, begær, gruppedynamik og ikke mindst tilblivelsen af kunst som et kunstværk i sig selv. Den løfter sig dog ved samtidig at være en skarp og skrigende sjov satire over netop dén film.

Odell er på en gang oprigtig og selvhøjtidelig i hendes insisteren på det sociale eksperiment som stor kunst, og selvironisk i portrætteringen af en gruppe opblæste kunstneregoer på slap line, i hvad der måske/måske ikke er én stor omgang “Kejserens nye klæder”. Resultatet er en både overraskende tankevækkende og morsom udforskning af det geniale/navlepillende/revolutionerende/prætentiøse i at lave film om sig selv.

X&Y spiller tirsdag den 26. og onsdag den 27. hhv. kl. 11.30, 14.20 og 19.00 i Grand Teatret.

Monrovia, Indiana – Den amerikanske Midwest mesterligt vendt på vrangen (af Mikkel Tengvad)

Selvom dokumentarfilmens grand old man, Frederick Wiseman, nærmer sig de 90 år, er han på ingen måder færdig med at dissekere det amerikanske samfund. I over et halvt århundrede har han lagt sit nøgterne, fluen-på-væggen-blik på diverse institutioner, bureaukratier og lokalsamfund, og denne gang er turen kommet til byen Monrovia i staten Indiana.

Wiseman fokuserer her mindre på bureaukrati og mere på menneskelighed. Hvilke mennesker bor i denne lille by i den amerikanske Midwest, og hvordan passer de ind i et større billede, der i 2016 besluttede, at Donald Trump skulle gøre landet ”great again”?

Monrovia, Indiana er et rammende, detaljeret portræt af ”the silent majority”, der ikke kun har enorm politisk relevans, men også en tiltrængt (med)menneskelighed. Det er et udsøgt, velskåret slice-of-life i forklædning som den lokale delikatesse, pepperoni roll, der mesterligt fanger alle de detaljer, vi selv overser hver eneste dag.

Monrovia, Indiana vises søndag den 31. marts kl. 11.00 i Cinemateket.

Shelter

Shelter – Gribende identitetskrise formudret af masturbatorisk stiløvelse (af Niels Bonde Jensen)

Film om fremmedgørelse, der insisterer på først og fremmest selv at være fremmedgørende, har altid irriteret mig. Præcis sådan en film er den fransk/italienske Shelter, der er nomineret i festivalens hovedkonkurrence DOX:AWARD. Filmen følger den homoseksuelle kvinde Pepsi, der er flygtet fra en muslimsk militærlejr og nu er strandet i undergrunden i Paris. Vi ser aldrig hendes ansigt, billedet skifter mellem 16mm, analog film og iPhone optagelser, og hendes fortælling bliver formidlet fragmentarisk – med lange krydsklip til naturen omkring byen. Blade der blæser i vinden, vand der risler langsomt og den slags. Imens forsøger Pepsi at fortælle sin tragiske og vigtige historie på gebrokkent engelsk i ufuldstændige sætninger.

Ifølge filmens beskrivelse skaber det stilistiske udtryk et poetisk, mytologisk værk, der militant og ikonoklastisk kommenterer på postmoderne identitetsdannelse som evig omskiftelig. Hovedpersonens anonyme skikkelse er påduttet af samfundet, fordi hun er uden for majoriteten. Det er én stor kunstfilmskliché, der bevidst vil provokere publikum med sin egen ukonventionalitet. På mig føles det fandens forudsigeligt og ulideligt pompøst. Historien om Pepsis liv indeholder alle de førnævnte tematikker i sig selv. Havde man fundet ind til personen og ladet hende formidle den på et sprog, hun kan tale, havde man ikke behøvet at skulle rode med grynede optagelser af bedaget natursymbolik.

Shelter vises tirsdag den 26. marts kl. 17.00 i Dagmar og lørdag den 30. marts kl. 21.00 på Chalottenborg.