CPH PIX '18: Asian Crime + Untamed

Genrefilm og vilde visioner fra fjernøsten

Som del af dækningen af årets CPH PIX dykker vi på Playup ned i festivalens store repræsentation af ikke-europæiske film, hvor vi i denne sidste af tre artikler sætter fokus på den asiatiske filmkunst i serierne ’Asian Crime’ og ’Untamed’. Her finder man et spændende og forskelligartet udvalg af film fra det fjerne østen. Fra et sydkoreansk gangsterbrag, over kinesisk arthouse i sort/hvid, til japansk samuraidrama med dogmeæstetik, og meget mere. Vi giver her vores bud på to favoritter og to fæle skuffelser blandt de asiatiske titler.

The Outlaws

Der er smæk for skillingen i denne hårdkogte, vidunderligt voldelige og umanerligt underholdende sydkoreanske genreperle. Filmen er allerede blevet et kæmpe biografhit i sit hjemland, og med sit dragende og hårdtslående indblik i Seouls underverden anno 2007, fyldt med gangsterintriger, korrupte politifolk, strålende nævekampsscener og vanvittig sydkoreansk galgenhumor, er den næsten også garanteret stor succes udenlands. En film der på ingen måde genopfinder den dybe tallerken, men nøjes med at slå et stort knytnæveformet hul i lågen til porcelænsskabet. Klassisk, velfortalt og muligvis årets bedste tømmermændsfilm.

Killing

Anderledes poetisk og ambitiøst forholder den japanske mester Shinya Tsukamotos Killing sig til sit genreforlæg: samuraifilmen. Med en håndholdt, nærmest dogmelignende filmisk æstetik suges vi ind i et fredeligt bondesamfund i 1800-tallets Japan, hvor en lokal samurai bliver nødt til at revurdere sin skæbne og moral, da han bliver tilbudt at drage i krig for en fremmed herre. Det bliver en lyrisk udforskning af ære, begær, hævn og menneskets urkraftslignende fascination af vold. En anti-krigsfilm, der med udgangspunkt i samuraifortællingens ikonografi, sammensmelter Herzog og Kurosawa i sin granskning af besættelse og blinde macho-idealer. Plottet er lige dele tyndt og uforudsigeligt, og de desorienterende, håndholdte kampsekvenser er desværre klippet til ugenkendelighed. Det bidrager dog til dels til stemningen og filmens stiliserede og hypnotiske karakter, og summen af Killing ender med at være større end dens enkelte dele.

Wrath of Silence

Endnu mere klodsede er kampscenerne i denne kinesiske hævnthriller om en stum minearbejder, der i forsøget på at finde sin forsvundne søn, bliver rodet ind i en voldelig kamp mellem de hårdt prøvede arbejdere og ondsindede kapitalister i hans lille bjerglandsby. Billederne af den golde og trøstesløse Nordkinesiske natur er det mest positive at fremhæve i denne momentvis betagende, men overordnet set ubehjælpeligt skrevne, dårligt koreograferede og middelmådigt spillede rodebunke. Der går muligvis noget galt i oversættelsen, men filmens skiftende tone fra socialrealisme, over James Bond-lignende tegnefilmsskurkeri, til kluntet falden på halen-humor, virker her upassende og forvirrende snarere end eksotisk og underholdende.

Smaller and Smaller Circles

Helt galt går det dog i denne filippinske krimi, om to præster der rodes ind i efterforskningen af en række børnemord i 90´ernes Manila. Med nøgleord som religion, råddenskab og korruption i storbyen, lugtede det langt væk af en asiatisk Se7en. Resultatet er desværre en fuldstændig usammenhængende og tåkrummende tonedøv wannabe-thriller, der virker, lyder og ligner noget, der er produceret af en flok mediefagselever i 2.G. Igen, det kan godt være at jeg simpelthen bare går fortabt i kulturelle forskelle. Den her var i hvert fald komplet uforståelig. Et eksempel findes i sproget, der tales i filmen, der i samme sætning ofte skifter fra engelsk til filippinsk til spansk til fransk. Skrevet udelukkende i klicheer og leveret dilettantisk og uden indlevelse uanset sproget. En bizar filmoplevelse, der næsten bliver The Room-lignende, havde den ikke været så vanvittig kedelig. Årets skuffelse på CPH PIX.