CPH PIX '18: Besos y Bastardos

En magisk, mystisk, makaber rejse ind i regnskoven

Som del af dækningen af årets CPH PIX dykker vi på Playup ned i festivalens store repræsentation af ikke-europæiske film, hvor vi i denne anden af tre artikler sætter fokus på serien ’Besos y Bastardos’. Serien indeholder 14 titler fra de latinamerikanske lande, hvis filmkunst har fået øget opmærksomhed de seneste år, og som er særdeles stærkt repræsenteret på årets CPH PIX. I vores tætpakkede filmprogram på festivalen, har vi desværre ikke haft mulighed for at komme hele vejen rundt i serien, men her giver vi alligevel vores bud på to favoritter og en enkel skuffelse blandt de latinamerikanske film, vi har set.

Fiktion fra den latinamerikanske verden, rimer med det samme på magisk realisme. Det er i den grad også gældende i områdets filmkunst generelt, hvor særligt den mexicanske gigant Guillermo Del Toro har formået at føre genren helt ind i Hollywood. Ude i de mere uudforskede grene af moderne latinamerikansk film, bliver det dog endnu mere mystisk, mørkt og forhekset. En overnaturlig jungle af overrumplende fugtig hede, råddenskab og en kultisk, nærmest seksuel dyrkelse af det makabre, breder sig ubesværet og uden forklaring ind i socialrealistiske portrætter fra Sydamerikas korrupte og ludfattige slumområder. På en gang politisk kommenterende og overnaturligt fabulerende.

Murder Me, Monster

Sultry

Man aner slangen i det tropiske paradis fra første skud af denne Brasilianske korruptionsfabel. På en sten ved et vandfald ligger en ung, smuk kvinde og soler sig. Billedet er eksotisk og idyllisk, mens lydsiden er foruroligende, insisterende og fuld af nerve. Intensiteten bliver desværre ikke opretholdt igennem hele fortællingen om advokaten Anas kamp for retfærdighed for en gruppe socialt udsatte, i et rekordvarmt Rio de Janeiro forud for OL i 2016.

Filmens socialrealistiske tråd er forholdsvis uinspireret og forudsigeligt fortalt, mens portrættet af den mystiske Ana, der efter en pludselig utæmmelig lyst til at indtage rådden frugt, pådrager sig en ukendt hudsygdom, er gribende og inciterende i både skuespil og visuel formidling. Hudsygdommen og filmens drama eskalerer hastigt hen mod slutningen, der kulminerer i et fantastisk intenst klimaks, hvor det overnaturlige og den håndgribelige menneskelige tragedie går hånd i hånd i undersøgelsen af råddenskab, uretfærdighed og systematisk undertrykkelse.

Murder Me, Monster

Klippede man de sidste 10 minutter ud, havde det været fem sikre stjerner til Argentinas surrealistiske og enormt stemningsfulde krimi/horror-hybrid. I et konstant overraskende og udfordrende favntag med mordmysteriet som genre suges man ned i en hypnotisk, skræmmende og møgbeskidt dødsspiral, der udforsker frygt, maskulinitet og det uhyrlige i mennesket. Seriemorderen er som udgangspunkt fundet i løbet af første akt, og prøver i resten af filmen i et mystisk kollegialt samarbejde med detektiven og politikommissæren at finde frem til motoren bag hans mordtørst: en stemme i hovedet, der gentager ordene ’murder me, monster’.

Derfra snor filmen sig i alle retninger: Måske er der et reelt monster, der står bag mordene? Måske er monsteret en interdimensionel sammensværgelse af de tre centrale karakterer? Et unikt, dragende, men også langsommeligt kludetæppe af mytologi, psykologi og grotesk body horror, der desværre bliver flået væk af en slutning, der i næsten latterlig grad udpensler både mysteriet og filmens tematiske tolkning.

Murder Me, Monster vises søndag den 7. oktober kl. 19.15 i Cinemateket – med Q&A med instruktøren og tirsdag den 9. oktober kl. 21.15 i Gloria

The Cannibal Club

Den står på meget mere grotesk dødsdyrkelse i dette skæve, men relativt tandløse parforholdsdrama om et velhavende, dysfunktionelt ægtepar, der holder deres sexliv i gang ved at forføre, myrde og æde deres fattige tjenestefolk. Den satiriske allegori om det kapitalistiske samfund, der æder underklassen op, er lige nem nok at bide fast i, og filmen bliver aldrig mere en end underholdende og wacky lille kultsag.

Som let tilgængelige 90 minutter kan den sagtens fungere som tiltrængt pusterum for de længere, mere udfordrende og ambitiøse festivalsfilm, men i det selskab ender den også som en noget tom og ubemærkelsesværdig filmoplevelse.