World War Ape
Først var der oprindelsen, så kom revolutionen, og nu er det altså tid til det endelige opgør. Andy Serkis er tilbage som den talende abe, Caesar. Alfaaben våger over sit folk af intelligente aber, og ønsker intet andet end fred for sin race. Den fred må han skyde en hvid pil efter, da Woody Harrelson som ond oberst har andre planer med aberne. Snart står det klart for Caesar, at krig er eneste udvej. En krig, der skal fastslå naturordnen.
Foto: Nordisk Film
Band of Brothers – Bare med aber. Af en krigsfilm at være er der faktisk utrolig lidt tjubang og eksplosioner. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, og slet ikke i dette tilfælde. Det handler mere om krigens rædsler, og endnu mere om den pris, de uskyldige betaler. Det giver plads til en gribende og følelsesladet fortælling.
50 shades of sort og hvid. Der bliver ikke efterladt meget plads til tvivl om, hvilken side man skal holde med. Det er meget stramt trukket op, at aberne er de gode, og mennesker er skurke. Men allerbedst som man tror, at det hele ikke kan blive mere optrukket, så sker der en eller anden lille ting, der kaster et nyt lys over karaktererne eller fortællingen, og minder os om, at krig ikke er rent sort og hvid.
Hail, Caesar! Generelt er filmen virkelig flot, og der er lagt et kæmpe stykke arbejde i at computeranimere de mange aber. Man lægger mærke til de helt små detaljer i ansigtsudtrykkene. Detaljerne gør dem levende, og det er gjort på så overbevisende måde, at det aldrig føles fjollet. Især er Caesar for alvor en oplevelse. Særligt ét closeup hen mod slutningen efterlod mig med åben mund og polypper. I de sekunder det varede kunne jeg ikke tænke på andet, end hvor forbandet godt animeret det var.
Foto: Nordisk Film
Abejesus og plotjesus. Det virker desværre lidt som om, at forfatterne kommer til at skrive sig ind i et hjørne. Aberne er efterladt i en håbløs situation, og man gruer virkelig for hvad der skal ske med vores pelsede venner. I bedste Deus ex Machina-stil kommer plotjesus flyvende og løser situationen. Det er fesent og ganske ærgerligt, når resten af filmen har været god og meningsfuld.
Foto: Nordisk Film
Fornem finale for Serkis
Jeg var meget begejstret for Kong: Skull Island. Jeg var fast overbevist om, at det var årets abefilm. Men efter Abernes Planet: Opgøret, er der en ny alfahan i flokken. Det er ikke bare en abefilm, det er faktisk også en rigtig god film. Med et fantastisk stykke grafisk håndværk og en ‘abeskøn’ Andy Serkis, sættes der et fornemt punktum for en trilogi, der nemt skriver sig ind som nogle af de bedste prequels nogensinde.
Shorta – Anmeldelse
