CPH:DOX 2019 - Bag om musikken i SOUND & VISION

Vanen tro sætter CPH:DOX ikke kun fokus på filmkunsten, men byder også på masser af musik. Dette forenes i serien SOUND & VISION, der indeholder en række nye musikfilm, der tager os med bag scenen hos nogle af verdens største og mest interessante musikere. Ingen af de film vi så i serien i år, levede desværre helt op til forventningerne, men der er stadig adskillige gode filmmusikalske oplevelser at hente. Vi giver her vores bud på to anbefalinger og én slem skuffelse.

PJ Harvey: A Dog Called Money – Sange fra verdens brændpunkter

Foto: CPH:DOX

Med krigsfotografen og filmskaberen Seamus Murphy i ryggen, følger vi det britiske rockikon PJ Harvey på hendes rejser rundt til tre konlifktzoner i henholdsvis Afghanistan, Kosovo og USA. Hendes oplevelser, optagelserne, og den dagbog hun skriver undervejs, bliver inspiration til hendes seneste album The Hope Six Demolition Project, hvis indspilningsproces også dokumenteres i filmen.

Undervejs fanger Seamus´ kamera nogle store momenter. En trancelignende messe blandt en gruppe bedende muslimer i Afghanistan, komplet med strubesang og fælles kropsbølge, er en af de mest intense scener jeg har set på dette års DOX. Generelt er filmen stærkest når den følger de lokale, PJs interaktion med dem, og hvordan de bindes sammen af musikken. Det er derfor ærgerligt at filmen kun i glimt (som i førnævnte seance) tør fastholde os i stemningen, uden at der klippes til de langt mere uinteressante og ensformige indspilningsoptagelser.

Ideen er at vise hvordan kunstnerisk inspiration kan opstå med udgangspunkt i virkelige problemstillinger, men linjerne mellem PJs indtryk fra rejserne og hendes endelige output giver aldrig rigtig et billede af, hvad det er, hun har taget med sig videre. Der er dog stadig mindst en halv rigtig god film at finde i A Dog Called Money, der bestemt er et kig værd for alle fans a fænomenet Harvey og hendes altid inspirerede tilgang til mennesker og musikken.

PJ Harvey: A Dog Called Money vises søndag den 31. marts kl. 20.30 på Charlottenborg.

Rudeboy: The Story of Trojan Records – Vi danser hele natten på Jamaica

Foto: CPH:DOX

En herlig lille festfilm om det legandariske pladeselskab, Trojan Records, der i høj grad var ansvarlig for at gøre jamaicansk musik populær i England (og siden resten af Europa) i de sene 60´ere og tidlige 70´ere.

Med en blanding af interviews med en række af bevægelsens store ikoner, og en serie af vellavede rekonstruktioner, får vi et indblik i de historier, de personer og de fester, der var med til at transformere ska og reggae fra lokal lejlighedsmusik til verdensomspændende fænomen. Hvad der starter som en tragisk historie om racisme og undertrykkelse af jamaicanske flygtninge i Storbritannien, bliver til et opløftende og overraskende møde mellem to ungdomskulturer: de jamaicanske rudeboys og de britiske skinheads – forenet i kærligheden til musik, dans, fest og ballade.

I sin form, stil og fortælling er Rudeboy en fuldstændig klassik musikfilm, der ikke byder på de store mindeværdige oplevelser, eller banebrydende opdagelser. Den er ikke desto mindre en dejlig, solbeskinnet lille ode til en musikalsk bevægelse og den samhørighed den affødte.

Rudeboy: The Story of Trojan Records vises fredag den 29. marts kl. 19.00 i Vester Vov Vov.

New Order: Decades – Legendernes synthkoncert drukner i effekter

Foto: CPH:DOX

Inden visningen den 26. marts, spillede et hjemmestrikket synthorkester med medlemmer fra de danske bands Ecstasy in Order og Deadpan, en minikoncert med refortolkninger af en håndfuld New Order og Joy Division-sange. En fin performance, der virkede som en perfekt optakt til filmen om New Order og deres egen refortolkende synthkoncert til Manchester International Festival. Optakten endte dog med klart at overskygge filmen der fulgte.

Med ubehjælpelig, næsten mediefagslignende, brug af stemningsmusik, slowmotion og drone-skud mm., forsøger Decades både at fortælle historien om bandets karriere og tilblivelsen af den føromtalte koncert, sammenklippet med numre fra selve optrædenen. Bandets medlemmer er som altid sjove, charmerende og enormt britiske, men historien om Joy Division, Ian Curtis´ tragiske selvmord, og tilblivelsen af New Order, er fortalt rodet og meget overfladisk.

I tilblivelsen af koncerten følger vi en relativt uinteressant installationskunstner, der designer og bygger en relativ uinteressant glaskonstruktion, hvor en gruppe relativt uinteressante unge musikstuderende skal stå og spille synth. De kan alle sammen godt lide New Order, og det er en ære at arbejde sammen med dem og så videre. Til sidst leverer bandet en mildt sagt middelmådig præstation til selve koncerten, som instruktør Mike Christie har forsøgt at peppe op med hastige klip mellem 20 forskellige vinkler. Både filmskaber og band har en gedigen off-day, hvilket resulterer i festivalens hidtil største skuffelse.